.
Af Klaus Hansen
Sri Lanka er en smeltedigel af overdådig natur, farverige folk, kulturchok, afslapning, kolonitidscharme og strandliv. Tag med til et land, der er helt sit eget og lad UNESCO vise vejen til de mange spændende skatte, der gemmer sig i by og land.
Historie i 200 meters højde
Ved Sigiriya Rock, også kendt som Løveklippen, har historien slået rødder i et af naturens vidundere. Den 200-meter høje klippe, der tårner op i et ellers fladt landskab, er prydet med en fæstning på toppen, der har stået der siden år 477. Eventyret starter allerede på vejen op, hvor du kommer forbi templer, vægmalerier, ældgamle haver og paladser og ikke mindst en formidabel udsigt over landskabet.
Jagten på Buddhas tand
Ved byen Kandy ligger et tempel, der gemmer på et helt særligt relikvie. Nemlig det, der efter sigende skulle være selveste Buddhas tand. Ifølge sagnet blev tanden stjålet fra Buddhas brænding i Indien i år 483. Herefter blev den smuglet til Sri Lanka, hvor tanden lige siden har været gemt i 7 ædelstensbelagte skrin, som gemmer sig bag templets fine facade og lange gange.
Kolonitidspotpourri
I byen Galle på Sri Lankas vestkyst, hersker en særlig stemning, der ikke helt er til at sætte en finger på. Her er lidt fra Holland, lidt fra Portugal og en hel del fra Asien og byens stolthed, det UNESCO-udnævnte fort, har hele 455 år på bagen. Byen er et charmerende miks af det nye og det gamle det europæiske og det asiatiske. Et absolut must, når du .
I kongernes fodspor
Fra år 700-1200 var oldtidsbyen Polonnaruwa hjemsted for landets konger, og historien lever på sin vis videre. Her kan du stadig se tempelruiner, gamle buddhastatuer og paladser, hvis sten er sirligt prydet med elefantindgraveringer og fine udsmykninger. Men Polonnaruwa var især kendt for indbyggernes innovative tilgang til kunstvanding og de særlige kunstvandingssystemer, som ikke er markant anderledes end dem, vi ser i dag.