Nyheder
Tegn på rotter? Pligt til anmeldelse
Hvis du opdager tegn på rotter på din ejendom, er det din pligt at anmelde det til kommunen. Anmeldelsen skal foretages elektronisk via selvbetjeningsløsningen “Anmeld Rotter” på kommunens hjemmeside.
Rotter er smittespredere af farlige sygdomme, og det er derfor vigtigt at bekæmpe dem effektivt. Efter din anmeldelse vil du få besøg af en kommunal rottebekæmper, som vil kontakte dig inden første besøg. Du bør forsøge at være hjemme, når rottebekæmperen kommer, så han kan vurdere situationen og give dig råd og vejledning om, hvordan du undgår fremtidige rotteproblemer.
Omkostninger
Besøg af rottebekæmperen er gratis, da du allerede har betalt for ordningen via ejendomsskatten.
Tegn på rotter
Rottelorte: Sorte, aflange, runde og lidt mindre end en fingerspids.
Piben og kradsen: Lyde fra vægge eller lofter.
Lugt: Skarp og ubehagelig lugt af kloak eller grisestald.
Huller i jorden: Tæt på dæksler eller fundamenter.
Huller indendørs: På størrelse med en tennisbold i vægge, gulve og paneler.
Hvordan anmelder du rotter?
Elektronisk anmeldelse: Brug selvbetjeningsløsningen “Anmeld Rotter” her på siden.
Telefonisk kontakt: Hvis du er fritaget for elektronisk post eller ikke har mulighed for at oprette en elektronisk anmeldelse, kan du kontakte kommunen på telefonnummer 97 11 30 00.
En anmeldelse skal altid oprettes, før bekæmpelsen kan sættes i gang.
Kontakt ved indendørs rotter
Inden kl. 12: Anmeldelser oprettet inden kl. 12 vil blive kontaktet samme dag.
Efter kl. 12: Anmeldelser oprettet efter kl. 12 vil blive kontaktet inden kl. 12 næste dag.
Weekend og helligdage
Opdager du rotter i weekenden eller på helligdage, skal du stadig oprette en elektronisk anmeldelse. Hvis dette ikke er muligt, kan du kontakte Mortalins vagttelefon på telefonnummer 78 77 34 60.