Arden og omegn

Temadag for pårørende og andre interesserede hos Ældre Sagen i Arden

Temadag for pårørende og andre interesserede hos Ældre Sagen i Arden

Redaktion
Af Redaktion 29. august 2021

Af Klaus Hansen

.

Den 23 august afholdt Ældre Sagen i Arden en temadag. Emnerne var blandt andet økonomi ved indflytning i plejebolig, visitation, behandlingstestamenter og fremtidsfuldmagter. Oplægsholdere var Jurist Susanne Holm og Socialrådgiver Anne-Birgitte Sindahl, begge fra Ældre Sagens rådgivning i København. Desuden var der oplæg af pårørende Anna-Marie Bonderup fra Hadsund.

De 74 tilhørere, der kom fra hele Mariagerfjord kommune, fik en virkelig lærerig dag. Der blev lyttet, stillet gode uddybende spørgsmål til de to oplægsholdere og noteret ned på livet løs. Der er mange ting at sætte sig ind i, i forhold til dagens emner. Plejebolig garanti, dobbelt visitation, bolig ydelse, familierets huset, tinglysning og formue fællesskab er ord som fæstnede sig.

Begge oplægsholdere sidder ved Ældre Sagens telefonrådgivning. Rådgivningen er gratis, og medlemskab er ikke nødvendigt. Telefon 80301527 mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 10 – 14. Torsdag kl. 14 – 18.

Over middag fortalte pårørende Anna-Maries Bonderup. Anna-Maries mand er ramt af Alzheimer. Anna-Marie fortalte om forløbet, fra den første spæde mistanke til at noget var undervejs i 2013, om forværringen i løbet af 2016, demens testen i 2017, og op til i dag.

Der blev lyttet så stille og koncentreret, som sjældent. En gribende og ærlig beretning, som kunne lyde tung og trist, men det var den egentlig ikke. Den var seriøs og vedkommende, men med glimt i øjet, og passende humor. Alligevel var der ingen som bagefter var i tvivl om opgavens størrelse.

En god dag, med input til både hjerne og hjerte.

Arden og omegn

Se flere artikler