Kultur

Temadag satte fokus på det gode værtskab blandt frivillige i Mariagerfjord Kommune

Tirsdag den 25. marts blev der afholdt temadag for kommunens frivillige i Biecentret i Hobro. 60 engagerede frivillige fra over 20 foreninger og fællesskaber i Mariagerfjord Kommune deltog i en inspirerende og lærerig eftermiddag med fællesskab og faglige input i fokus. Temaet for dagen var værtskab – og hvordan man styrker evnen til at byde nye og gamle deltagere velkommen i de lokale foreninger.

Temadag satte fokus på det gode værtskab blandt frivillige i Mariagerfjord Kommune
Foto: Simon Griis
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 28. marts 2025

Tirsdag den 25. marts blev der afholdt temadag for kommunens frivillige i Biecentret i Hobro. 60 engagerede frivillige fra over 20 foreninger og fællesskaber i Mariagerfjord Kommune deltog i en inspirerende og lærerig eftermiddag med fællesskab og faglige input i fokus. Temaet for dagen var værtskab – og hvordan man styrker evnen til at byde nye og gamle deltagere velkommen i de lokale foreninger.

Stærkt fællesskab på tværs af foreninger

Arrangementet blev faciliteret af Maja Riisberg, fællesskabskoordinator i Mariagerfjord Kommune, og Simon Griis, leder af Biecentret. Sammen skabte de rammen for et program fyldt med oplæg, dialog og workshops.

Arrangementet skulle give de frivillige nogle konkrete redskaber til at styrke deres rolle som værter i deres respektive fællesskaber. Det handler om at skabe rum, hvor alle føler sig velkomne og inkluderet.

Oplæg med praksisnær inspiration

Centerchef Johnny Wulf Andersen fra Hobro Idrætscenter og Johanne Bugge, direktør for Destination Himmerland, holdt inspirerende oplæg om, hvordan de hver især arbejder med værtskab – både strategisk og helt lavpraktisk.

Der blev talte både om overordnede værdier og visioner, men også om konkrete handlinger. Det kan være små ting, som gør en stor forskel – et smil i døren, en velkomsthilsen eller tydelig skiltning.

Workshops med handling bag ordene

Efter oplæggene deltog deltagerne i workshops, hvor de med stor entusiasme arbejdede med spørgsmålet: Hvordan kan vi arbejde konkret og fokuseret med værtskab i vores foreninger?

Til at lede grupperne gennem processen var der hjælp fra kompetente bordforpersoner: Flemming Poulsen, fagchef for Kultur og Fritid, Tommy Sørensen, leder af Frivilligcentret Mariagerfjord, samt Maria Bisgaard og Jonathan Linnemann fra Kultur og Fritid.

Resultaterne af workshoppen blev samlet i et skriftligt materiale, der skal danne grundlag for en guide til foreningerne. Denne skal hjælpe dem med at omsætte dagens indsigter til handling hjemme i de lokale fællesskaber.

En inspirerende afslutning med Søren Holmgren

Efter en lækker frokost tilberedt af Biecentrets eget køkken, rundede den tidligere paralympiske guldvinder i Goalball, Søren Holmgren, dagen af med et humoristisk og tankevækkende oplæg.

Der blev leet så tårerne trillede gennem hele Sørens oplæg, og det mest fantastiske var, at man lærte noget samtidig skriver Simon Griis og og det er ingen hemmelighed at Sørens evne til at kombinere livserfaring, motivation og grin er helt unik.

Nye muligheder for at deltage

Temadagen i Biecentret var ikke en enlig svale. Allerede den 30. april afholdes et nyt arrangement for alle frivillige, bestyrelsesmedlemmer, trænere og andre engagerede i de folkeoplysende foreninger i kommunen. Denne gang med oplæg fra hækkeløber Sara Slott og forsker Søren Østergaard.

“Vi håber, endnu flere vil gribe muligheden for at få ny inspiration og dele erfaringer med hinanden,” lyder det afsluttende fra Maja Riisberg.

Fakta:

  • Dato for temadag: Tirsdag den 25. marts 2025
  • Sted: Biecentret, Hobro
  • Deltagere: 60 frivillige fra 20+ foreninger
  • Næste arrangement: 30. april 2025

Alle interesserede foreningsaktive i Mariagerfjord Kommune opfordres til at holde øje med tilmelding og program.