I Nordjylland sidder der i gennemsnit et barn i hver klasse, der er socialt udsat. SF anklager regeringen for ufint spil, når de undlader at bruge aftalte penge på børnene.
“Det er dælme sølle. Penge til de udsatte børn skal selvfølgelig bruges på udsatte børn” fastslår SF’s socialordfører Theresa Berg Andersen, der er valgt i Nordjylland.
SF henviser specifikt til midlerne fra aftalen om “børnene først”. Da aftalen trådte i kraft senere end forventet, er der 364 millioner kroner, som endnu ikke er anvendt. Disse penge bruger regeringen nu på skattelettelser til ejendomsinvestorer.
” De pengene er børnenes og deres familiers penge. De skal da ikke bruges til at uddele skattelettelser til ejendomsinvestorer. Det er ren og skær Hjallerup Marked,” siger Theresa Berg Andersen.
SF vil prøve at tvinge Folketinget til at forholde sig til regeringens manøvrer. Derfor planlægger de at fremsætte de såkaldte aktstykker til afstemning og håber dermed på at vinde Folketingets støtte til at reallokere pengene til børnene.
SF har oplevet, at ministeren adskillige gange har afvist at drøfte og iværksætte flere udestående initiativer i aftalen om børnene først med begrundelsen om manglende finansiering. Dette inkluderer tiltag som efterværn, forbedring af kvaliteten i anbringelser, og uddannelse af børnefamilierådgivere for at styrke socialrådgivernes kompetencer, sagsbehandlingen og retssikkerheden.
Det fremgår ellers af aftalen, at de tre initiativer skal forhandles, og SF har hele tiden presset på for at komme i gang.
“Det er da at holde alle for nar, når vi hører, at der ikke er penge til vigtige sociale indsatser, og regeringen så pludselig finder 364 millioner kroner, som ikke er brugt, og bruger dem på skæve skattelettelser,” siger Theresa Berg Andersen
Pengene er etårige, men med 200 millioner kroner kunne vi opkvalificere alle socialrådgivere på området, så de bliver børnefamilierådgivere. Vi kunne også investere i projekter støtte til anbragte unge, og unge der skal lære at klare sig selv efter en svær barndom, eller forbedre retssikkerheden inden for anbringelsesområdet.
SF mener, at hvis ministeriet ikke anser det for muligt at udmønte pengene næste år, bør de i det mindste udbetales som inflationstilskud til de mest udsatte familier.
“Inflationen presser mange familier, og vi har slået rekord i antallet af ansøgere tli julehjælp. Og så laver regeringen sådan et nummer. Det kan simpelthen ikke blive mere skævt,” siger Theresa Berg Andersen
Læs også: