.
Af Helle Schiønning
Tid: Tirsdag 15. og torsdag 17. oktober 2019. Begge dage kl. 14-15
Sted: På hjørnet af Adelgade 1, 9500 Hobro ved broen over åen.
Pris: 85 kr. inkl. 10 kr. i online administrationsgebyr. Billetter kan købes via www.nordmus.dk.
Den 19. august 1812 brændte en tredjedel af Hobro ned til grunden. Det var en overvældende katastrofe, som dog snart efter skulle blive endnu værre. For den unge pige Ane Cathrine antændte under et år senere endnu en brand, som resulterede i en halvering af byen.
I begyndelsen af 1800-tallet regnede katastroferne ned over Danmark. Københavns bombardement og englænderne, der tog den danske flåde i 1807, statsbankerotten i 1813 samt tabet af Norge i 1814 er blot nogle af de elendigheder, som står at læse i historiebøgerne.
Færre kender imidlertid til historierne om de prøvelser, der ramte den lille by Hobro i samme periode. Som noget nyt arrangerer Nordjyllands Historiske Museum derfor byvandringer i Hobros gader, og her kan du blandt andet høre historien om de voldsomme bybrande i både 1812 og 1813, som have store konsekvenser for byen. Det sker i tirsdag og torsdag i efterårsferien fra kl. 14.
Omstændighederne omkring branden i 1813 er velbelyst gennem retsprotokollerne fra den retssag, der fulgte i brandens kølvand. Det stod nemlig hurtigt klart, at en ung pige ved navn Ane Cathrine havde anstiftet branden. På byvandringen går du i den unge piges fodspor gennem byen i bestræbelserne på at finde et svar på, hvordan det egentlig kunne gå så galt.
De gamle retsprotokollerne giver et ganske godt indblik i, hvordan tilværelsen formede sig i en lille fattig by for godt 200 år siden. På museets guidede tur fortælles ikke bare om de omfattende brande, men der tegnes også et billede af Hobro, som den tog sig ud på den unge Ane Cathrines tid i begyndelsen af 1800-tallet.