To byer er allerede udsolgt – skal du med til Royal Run 2024?

10. november 2023
To byer er allerede udsolgt – skal du med til Royal Run 2024?

Om Royal Run

Royal Run åbnede for salg af startnumre i går, og rigtig mange tusinde mennesker sad klar på Sportstiming for at sikre sig ét af de eftertragtede startnumre. Måske gjorde du også?

Der var problemer både med NETS og forbindelsen undervejs, så nogle gik forgæves, mens tasterne glødede hos andre. Startnumre fløj ud til højre og venstre – så meget at to af byerne allerede kunne hænge UDSOLGT skiltet op i går. Det gjorde sig gældende for både Brønderslev og Fredericia.

I Brønderslev blev der på rekordtid solgt alle 7.500 startnumre, mens Fredericia snart efter fulgte trop med deres 12.500 tilgængelige startnumre.

Det er stadig muligt at tilmelde sig i Aarhus (17.500 startnumre), Kalundborg (10.000 startnumre) og København/Frederiksberg (40.000 startnumre).

Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag.

I 2024 vil Royal Run således blive afholdt den 20. maj 2024 fem forskellige steder i landet.

De fem værtsbyer til Royal Run 24 er Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg, København/Frederiksberg

København/Frederiksberg har været med siden begyndelsen af Royal Run, Aarhus har været værtsby tre gange tidligere (2018, 2019 og 2022). Brønderslev, Fredericia og Kalundborg skal arrangere Royal Run for første gang.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Royal Run 23 opnåede deltagerrekord ved 93.684 tilmeldte i de fem værtsbyer: Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.