Af Klaus Hansen
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord har endelig behandlet sagen om et muligt Energianlæg i Als Enge. En sag der har fyldt meget i dagspressen, til borgermøder og med demonstrationer ved de forgangne byrådsmøder.
Den 9. november behandlede fagudvalget sagen med det resultat at Energianlæg i Als Enge droppes.
Udvalgsformand for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Jørgen Hammer Sørensen fortæller til fjordavisen.nu:
Vi vil gerne den grønne energi alle sammen, men Als Enge er simpelthen ikke den rigtige placering for et stort energianlæg. Det er for tæt på Helberskov, Als og vores mange sommerhuse i området, fortæller Jørgen Hammer Sørensen og fortsætter, nu kommer sagen videre til økonomiudvalg og byråd med fagudvalgets indstilling om at droppe projektet og tage det ud af kommuneplanen.
Direktøren for Teknik og Miljø havde til fagudvalget udfærdiget fem muligheder, hvor der tages stilling til én af følgende muligheder for planlægning for energianlæg i Als Enge:
1. Fastholde det potentielle vindmølleområde i kommuneplantillæg nr. 19 og fastlægge et antal og en højde på vindmøller (eventuelt med en udvidelse op til 180 meters højde).
2. Udvide det potentielle vindmølleområde i kommuneplantillæg nr. 19, fastlægge et antal vindmøller og en højde på vindmøller (eventuelt med en udvidelse op til 180 meters højde).
3. Reducere det potentielle vindmølleområde og fastlægge et antal og en højde på vindmøller (eventuelt med en udvidelse op til 180 meters højde).
4. Udsætte beslutningen og tage emnet op som et tema i forbindelse med revision af kommuneplanen.
5. Tage det potentielle vindmølleområde ud af kommuneplanen.
Fagudvalget for Teknik og Miljø valgte på møde den 9. november nr. 5.
Læs også: