Sport

Topfodbold på Rosendal Stadion og nyt officiel stadionnavn – Alle er velkomne

Der er lagt op til fodbold i topklasse, når U17 Future-landsholdet spiller to venskabskampe mod Norge på Rosendal Stadion i Hobro.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 20. september 2025

Begge kampe har gratis adgang, og arrangørerne håber på stor lokal opbakning.

Der håbes på fantastisk lokal opbakning til de danske drenge.

Kampprogrammet

Danmark og Norge mødes to gange i Hobro:

  • Torsdag den 25. september kl. 13.00
  • Søndag den 28. september kl. 11.00

Begge opgør spilles på FIKA Byg Arena, Rosendal Stadion, Døstrupvej 23, 9500 Hobro.

Fanzone og festlig stemning

For børnene er der etableret en fanzone med aktiviteter, konkurrencer og musik, som er med til at skabe en levende ramme om landskampene.

“Vi sætter rammerne på FIKA Byg Arena – konkurrencer, fanzone for børnene, stemning, musik og topfodbold,” udtaler arrangørerne på facebook.

Mad og drikke

Stadionboderne holder åbent begge dage med salg af pølser med brød, chips, slik og sodavand. Søndag tændes fadølsanlægget allerede fra klokken 10.00.

Officiel indvielse af stadionnavnet

Søndagens kamp byder også på en helt særlig begivenhed. I pausen vil der være officiel indvielse af stadionnavnet, så Rosendal Stadion fremover bærer det nye navn:

FIKA BYG ARENA

Gratis adgang til landskampene

Der er fri entré til begge opgør, og arrangørerne opfordrer alle fodboldinteresserede til at møde op og bakke op om de danske U17-talenter.