Af Klaus Hansen
Den landsdækkende klubturnering Elevskolecup afviklede finale i den forgangne weekend. Her blev det til en 2. plads til lokal Rideklub
Vasehus Rideklub ved Lindum Skov var for 3. år i træk kvalificeret til finalen i den landsdækkende klubturnering Elevskolecup. Finalen fandt sted ved det Internationale stævne Equitour i Uggerhalne i Nordjylland. I de imponerende kulisser skulle 4 ryttere fra Vasehus ride imod 5 andre hold om den uofficielle titel som Danmarks bedste elevskole.
Elevskolecuppen havde sin første sæson for 3 år siden, hvor Vasehus red sig til en 2. plads i finalen.
Sidste år var Vasehus endnu en gang repræsenteret i finalen og vandt turneringen. Det var derfor med stor spænding, at de 4 ryttere, Cecilie Ettrup Nøhr, Julie Rohde Køpke, Nanna Skaarup Nielsen og Stine Lundsgaard, skulle prøve at leve op til de to forrige år. Og pigerne viste, at Vasehus Rideklub gør et fantastisk arbejde i sin elevskole, for pigerne kom i år ind på 2. pladsen. Turneringen startede sidste år i oktober hvor 78 klubber var tilmeldt.
Vasehus Rideklub er den eneste klub, der har haft et hold med i finalen alle årene, hvilket vidner om en stor talentmasse i elevskolen der rummer omkring 250 ryttere om ugen.
Rytterne fik hilst på H.K.H. Kronprinsesse Mary, som var tilstede under præmieoverrækkelsen.
Elevskolecuppen er en turnering under Dansk Rideforbund for de ryttere der rider i landets elevskoler på rideskoleheste, så der er mulighed for at deltage i konkurrencer udenfor klubben, selvom man ikke har sin egen hest.
Turneringen løber over 3 indledende runder, hvor 3 klubber ad gangen rider stævner mod hinanden. Vinderne af puljerne gå videre til den næste, hvilket til slut ender ud i 6 finalister som skal mødes i Nordjylland.
Normalt rider rytterne på sine egne heste til stævner, men i elevskolecuppen er det værtsklubbens heste som alle rytterne skal ride på. Rytterne fra gæste klubberne får kun 15 min til at lære hesten at kende, inden de skal ind og ride stævne foran en dommer. Det er noget mange normalt bruger flere måneder på at blive klar til.
Der er også krav til hvor højt niveau rytterne må have redet når de deltager, for at sikre at alle kan være med, også dem der ikke har redet så længe.
Vasehus Rideklub ligger 12 km til Hobro, 27 km til Viborg, 36 km til Randers og lige på grænsen mellem distrikt 11-13, 12 og 14