Nyheder
Torsdag: Kom med på en historisk sejltur på Mariager Fjord
Turistbåden Svanen har med sine sejlture på Mariager Fjord været et populært tilløbsstykke i mange år. Nu får sejlturen en ekstra dimension, når museumsinspektør Lykke Olsen fra Nordjyske Museer tager med og fortæller den lokale historie ved Mariager Fjord set fra søsiden. Det sker tre torsdage i september den 7., 14. og 21. Turen varer 2½ time.
Den noget anderledes byvandring på vandet bringer publikum rundt forskellige steder ved fjorden, hvor den lokale historie har udspillet sig.
Svanen lægger fra kaj i Hobro Havn et sted som gemmer på flere spændende historier. Den voksede frem i løbet af 1800-tallet godt hjulpet af en muddermaskine, der kæmpede for at lave en sejlrende i den delvist lavvandede fjord. Omkring år 1900 skød de første pakhuse op på havneområdet, og indtil omkring 1970 sejlede mange skibe med blandt andet gødning, korn, træ og kul frem og tilbage til Hobro Alt imens svedige havnearbejdere lossede og lastede til lydene af en hvæsende kulkran og et snøftende damptog på kajen.
Sejlturen med Svanen fortsætter forbi området, hvor Vindø Teglværk ligger. Her får man et anderledes blik på teglværket fra søsiden, mens historien om det lokale industrieventyr, der begyndte i 1851, fortælles. Vindø Teglværk er et af de få tilbageværende teglværker i Danmark.
Men det handler ikke kun om arbejdere og industri. Blege, men glade drenge fra København, har også boltret sig i fjordlandskabet blandt andet i 1950erne på Feriekolonien Hegedal tæt på fjorden. Den hører man også om undervejs.
Svanen sejler dernæst til Bramslev Bakker, som førhen var et stop for de små dampskibe, som en gang sejlede fornøjelsesture for lokale og turister. Før vi vender om og sejler tilbage mod Hobro, når vi forbi Mariager. Her får gæsterne fortællingen om klosterbyen Mariager med krogede gader og bindingsværkshuse.
Billetter kan bookes via nordjyskemuseer.dk eller fjordtours.dk, og undervejs på turen serveres der kaffe og kage.