Torsdagsgåtur i solskin og frisk luft

14. oktober 2022
Torsdagsgåtur i solskin og frisk luft

.
Hver torsdag sker der noget særligt på plejecenter Teglgården i Als.

Her møder der nemlig en flok frivillige damer op for at tilbyde de ikke så mobile beboere på en gåtur.

Er vejret passende, kan turen gå rundt i byen, til vandet, en tur i Meny, på kirkegården, eller hvad beboeren måtte ønske.

Der er også en tandemcykel til rådighed for de mere “fartglade”.
Efter gåturen er der samling i Papegøjestuen, hvor der drikkes kaffe, høres på oplæsning og synges masser af fællessange.

På billedet ses frivillig Anni Velling, som er klar til gåtur i det smukke efterårsvejr med Niels Skjødt i kørestolen, og Jeppe Sørensen ved siden af.

Efter gåtur og fællessang ventede køkkenet med middagsmaden, som stod på flæskesteg med alt tilbehør og derefter romfromage – et menuønske fra een af beboerne som denne dag fejrede 80 års fødselsdag.

De hyggelige torsdage er i høj kurs hos beboerne, som herved får ekstra frisk luft og en masse god snak med “frivilligdamerne”.