Biler og Fritid: Palle Sund
Manden der startede det hele op, var Mogens Jespersen. Født i 1956 og uddannet mekaniker ved Saab i Hadsund. Det var også her han købte sin første bil, selvfølgelig en SAAB, til 49.900 kr.
Den 1. december 1978, kun 22 år gammel, købte Mogens værksted og Caltex tankstation på hjørnet af Gammel Visborgvej og Alsvej 1. Hvorfra Mogens solgte brugte biler.
Og nu vil nogen nok sige, at det er der ikke noget der hedder. Men det var der den gang. Det der senere blev til Østergade, hed før i tiden Alsvej. Lige indtil den nye vej blev indviet og døbt Alsvej.
Værkstedet rummede en grav og to lifte. Af ansatte var der tre udlærte mekanikere og en lærling. Der var ingen udstilling og pladsen var trang. Men samme sted ansøgte Mogens om at blive forhandler af enten Skoda eller Toyota. Begge to bilmærker som ingen havde ret meget kendskab til den gang. Skoda fik han ikke, men Toyota sagde ja tak. Så fra den 1. maj 1983 var der nu en Toyota forhandler i Hadsund. Den første Toyota han solgte, var en Toyota 1.8 Sedan. Og den første bil der blev leveret til udstilling, var en Toyota Crown Saloon.
Et helt fodboldhold i bilen
Samme model har Mogens selv haft. Og den var kæmpe stor. Mogens kan huske, at han var fodboldtræner for et drengehold. Og hele holdet 11 drenge plus en leder og så ham selv, kunne være i bilen. Det gik den gang. Det ville jo aldrig være gået i dag.
Til historien hører også, at hans far Tage Jespersen, som var vulkanisør i Krügersgade, slet ikke troede på et bilmærke som Toyota. Det var der jo ingen der kendte til. Tage Jespersen var fortaler for Ford og havde selv en Ford Taunus. Tage Jespersen solgte i øvrigt sin vulkanisørforretning i 1974, da han var blevet borgmester i den daværende Hadsund Kommune.
Den gang i 1983 var det Corolla KE70 som var et hit. Den kostede den nette sum af 79.900 kr. Senere samme år kom Corolla AE80 med forhjulstræk og den kostede 99.900 kr. I nutidskroner 2023 svarer det til 255.401 kr. Men husk også, at bilerne den gang slet ikke var udstyret som i dag. Sikkerhedsseler var ikke standardudstyr, det blev det først i 1989. Og højre sidespejl var ekstraudstyr. El bagrude, ABS, nakkestøtter og meget mere fandtes heller ikke. Det var alt sammen udstyr der skulle eftermonteres hvis det fandtes.
Pladsen blev trang
Pladsen blev efterhånden for trang på Alsvej 1, så da vulkaniseringen lukkede i Krügersgade, lejede Mogens Jespersen sig ind der i 1987. Større værksted og mulighed for indendørs udstilling. Udstillingen blev dog senere væltet (eksproprieret), idet der skulle laves en brandvej til Krügersgade og Mejerigade, da man ikke kunne være sikker på at komme igennem Storegade.
Det var år, hvor det virkelig gik stærkt i bilbranchen, så stærkt, at Mogens Jespersen indså, at Krügersgade blev for småt, så i 1995 blev der bygget helt nyt værksted og udstillingslokale på Bygmestervej.
Da Mogens Jespersen gik ind i kommunalpolitik, kunne han godt se, at han ikke kunne varetage begge job. Så den 1. december 2009 solgte han butikken til Lars Hird.
Og Mogens kan fortælle mange sjove historier fra starten med Toyota. I dag bliver vi ikke så imponeret over udstyret i bilerne. Men i starten med Toyota skulle der ikke så meget til. Bagrudevisker kunne man kigge på næsten en hel dag, ligesom den elektriske bagrude, som bl.a. fandtes i Toyota Crown Saloon.
Om Mogens savner jobbet som bilforhandler, ja det gør han. Men da han jo ikke kunne være to steder samtidigt, valgte han det politiske arbejde, da han jo havde en god dygtig medarbejder, der kunne overtage Toyota. Privat er Mogens gift med Lone og de har to døtre sammen.
Lars Hird købte Toyota-Hadsund
Lars Hird er oprindeligt fra Arden. Han er født i 1964 og gift med Kirsten. Nu bosiddende i Hobro. Lars Hird er uddannet reservedelsekspedient ved Ford i Hadsund, da det lå i Brogade. Senere samme sted uddannet som sælger.
I 1987 ansat ved Mazda Hadsund, den gang kostede en Mazda 626 CC 1.6 cirka 136.000 kr. I 1999 kom han til Auto-Centrum på Aalborgvej. Her var han indtil 2002, hvor Lars blev ansat ved Toyota. Allerede i 2006 blev han en del af ejerkredsen og i 2009 overtog han ejerskabet af Toyota-Hadsund.
I takt med at kravene til den enkelte Toyota afdeling bliver skærpede, besluttede Lars Hird at gå med i gruppen MTH-Biler. Det er en sammenslutning af Toyota forhandlere fra Brovst, Løgstør, Aars, Thisted, Nykøbing Mors og så Hadsund. En stærk ejerkreds og en styrkelse af Toyota i de enkelte områder. De seks forhandlere er alle en del af ejerkredsen. Så fra den 1. oktober 2023, skifter Toyota Hadsund fra M.J. Autoservice Hadsund A/S til MTH-Biler A/S.
16 ansatte
Toyota Hadsund har 16 ansatte og sælger i gennemsnit 250 nye biler om året og mellem 500 og 600 brugte.
I dag rummer Toyota Hadsund et stort udstillingslokale til mindst 30 biler, stort moderne værksted med mange lifte og tillige stort dækhotel.
Ud over Toyota på Aalborgvej, så har Lars Hird også del i det nye anlæg i Østergade, hvor der ud over vaskehal også er el-ladestandere og brændstof. Det er Mariagerfjord Erhverspark, som ud over Lars Hird også tæller Torben Jensen fra Artech Byggerådgivning. Anlægget er taget i brug. Dog er el-ladestanderne først klar i uge 29.
Første land i Europa
Toyota har altid været et stærkt brand på det danske marked lige siden 1963. Og har således 60 års jubilæum i år. Danmark var det første land i Europa der tog Toyota ind.
Det var købmand Otto Hee der satte gang i det, der igennem flere år skulle blive Danmarks mest solgte bilmærke. I 1985 blev der således solgt hele 33.000 Toyota modeller i Danmark. En rekord der nok aldrig vil blive slået.
Hadsund Bilernes By
Midt i 90erne var der ikke mindre end 7 bilmærke forhandlere i Hadsund, nemlig Fiat, Mazda-Suzuki, Saab, VW, Opel, Toyota og Ford. Her i 2023 er der kun to forhandlere tilbage, hvoraf den ene er Toyota.