.
Af Klaus Hansen
Hvordan ser et moderne læringsmiljø ud på en erhvervsskole? Hvordan er vægtningen mellem teori og praksis? Får en mekaniker stadig olie på fingrene, eller foregår det hele i dag på en computer? Det er spørgsmål som disse, 150 udskolingslærere fra Mariagerfjord Kommune skal blive klogere på, når de onsdag den 25. september besøger undervisere og elever på Tradiums erhvervsuddannelser.
“Lærerne er via reformer af vejledningsloven gradvist blevet større influenter i forhold til folkeskoleelevers valg af ungdomsuddannelse. Derfor er det vigtigt at opkvalificere lærernes viden om erhvervsuddannelserne i dag og i fremtiden, og det tager vi hul på med besøget på Tradium,” fortæller Peter Gravlev Bertelsen, der er erhvervsplaymaker i Mariagerfjord Kommune og en af initiativtagerne til dagen.
Traditionelt ser mange erhvervsuddannelserne som et karrierevalg, mens gymnasiet er et uddannelsesvalg. Men i dag skal erhvervsuddannelserne (EUD) snarere betragtes som en indgang til uddannelse end et entydigt karrierevalg. Dertil kommer muligheden for at tage en EUX, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse med gymnasiale eksaminer, som man kan læse direkte videre med.
“Folkeskolelærerne er vigtige influenter, når eleverne skal vælge ungdomsuddannelse. Når vi gerne vil give et bredere og mere nuanceret billede af, hvad man får og kan med en erhvervsuddannelse, er det guld værd, at læreren giver sig til tid at besøge os i en travl hverdag. Vi vil meget gerne vise frem, hvordan vi skaber både faglige og sociale miljøer, der giver mening for de unge,” fortæller Lars Bagger Hansen, der er uddannelseschef på Tradium.
Erhvervsuddannelser hands on
På besøgsdagen bliver der sat fokus på, hvad det kræver at gennemføre erhvervsuddannelse i dag, og hvilken modenhed den unge skal have i sit uddannelsesvalg. Derfor møder lærerne både undervisere og elever på Tradium, og hører om deres vej ind på uddannelsen.
“Vi har også nogle små praktiske opgaver på EUD- og EUXniveau klar, som vi glæder os til at udfordre folkeskolelærerne med. På den måde kan vi vise koblingen mellem teori og praksis samtidig med at dagen bogstaveligt talt bliver en hands on-oplevelse,” siger Lars Bagger Hansen.