Debat

Udfordr din folketingskandidat: Venstre-profil inviterer til bordtennis i Hobro

Mikkel Bisgaard dropper for en stund klassisk valgkamp og vil i stedet møde vælgerne over et bordtennisbord i Hobro Idrætscenter.

Søren Greve
Af Søren Greve 16. marts 2026

Valgplakater og traditionelle vælgermøder er ikke nok, hvis man vil trænge igennem som ny kandidat. Det mener Venstres folketingskandidat Mikkel Bisgaard, der nu inviterer borgerne i Hobro til et anderledes politisk møde.

Tirsdag den 17. marts klokken 17 til 18 kan alle møde op i Hobro Idrætscenter og deltage i arrangementet “Kom og tæv din folketingskandidat… i bordtennis.”

Vil møde vælgerne på en ny måde

Ifølge Mikkel Bisgaard kræver det nye idéer at skabe kontakt til vælgerne – især når man er et nyt navn i politik.

“Når man er ny kandidat, må man også erkende, at man ikke automatisk får den samme opmærksomhed som de mere kendte navne. Det er ofte dem, medierne ringer til, og dem vælgerne allerede kender. Derfor er man nødt til at tænke anderledes, hvis man vil ud og møde folk og gøre sig fortjent til deres opmærksomhed,” siger Mikkel Bisgaard.

Debat om valgplakater

Ideen til arrangementet opstod efter en debat, kandidaten selv satte i gang på Facebook om valgplakater.

Her spurgte han, om plakater er “Hot” eller “Not”. Opslaget fik omkring 280 reaktioner, hvoraf langt størstedelen var på “Not”. Flere kommenterede samtidig, at valgplakater ikke har betydning for, hvor de sætter deres kryds.

Det tolker Mikkel Bisgaard som et signal om, at mange vælgere hellere vil møde kandidaterne personligt.

Politik i øjenhøjde

Med bordtennis-arrangementet håber Venstre-kandidaten at skabe en mere uformel ramme for politiske samtaler.

“Jeg tror på, at man kommer længere med nærvær og ægte møder end med endnu en plakat i en lygtepæl. Hvis folk har lyst til at kigge forbi, tage en snak og måske give mig et nederlag i bordtennis, så er det en langt bedre måde at komme i kontakt på,” siger han.

Arrangementet er åbent for alle, og tanken er både at skabe opmærksomhed om kandidaturet og gøre politik mere tilgængelig.

“Jeg håber, det kan være med til at vise, at politik også kan foregå i øjenhøjde. Ikke alt behøver være talerstole, debatformater og valgplakater. Nogle gange starter en god politisk samtale bedst over noget så simpelt som et bordtennisbord,” siger Mikkel Bisgaard.

Arrangementet

Kom og tæv din folketingskandidat… i bordtennis
Hobro Idrætscenter, Amerikavej 22, Hobro
Tirsdag 17. marts
Kl. 17.00 – 18.00