.
Pressemeddelelse:
Henning Rose er udnævnt til ny afdelingsdirektør i Østjydsk Bank i Hadsund. Henning er et velkendt ansigt i Hadsund såvel som i Østjydsk Bank.
Den 1. februar tiltræder Henning Rose som ny afdelingsdirektør i Østjydsk Banks afdeling i Hadsund. Henning Rose er 59 år og har efter rigtig mange år i banksektoren en bred erfaring med bankdrift og rådgivning af især erhvervskunder med sig. Henning afløser Jytte D. Andersen, der har valgt at drosle ned på arbejdsmængden, men Jytte har heldigvis tilbudt banken en 4-dages arbejdsuge og fortsætter som souschef i afdelingen.
Henning Rose er et velkendt ansigt i Mariagerfjord området og især i Hadsund. Henning er således bosiddende i Hadsund og med udnævnelsen til afdelingsdirektør i sin hjemby, kommer han nu på hjemmebane. Inden sin udnævnelse har Henning siden 2001 været erhvervsrådgiver på bankens hovedkontor i Mariager. Inden dette var han med til at åbne Bikuben i Hadsund i 1987, inden han i 1991 blev udnævnt til afdelingsdirektør samme sted, hvorefter han i den forbindelse flyttede til Hadsund sammen med familien. I perioden fra 1995 til 2001 prøvede Henning kræfter med et par jobs som økonomidirektør i 2 forskellige produktionsvirksomheder, inden han altså returnerede til bankverdenen og startede i Østjydsk Bank.
Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med de nye udfordringer i min hjemby. Jeg har via min bopæl igennem mange år haft min daglige gang i Hadsund, hvilket giver en god indgangsvinkel og en række fordele. Jeg er lokalkendt og ved dermed, hvad der rører sig på de fleste fronter. Jeg er helt på linje med Østjydsk Banks værdier, der bl.a. er nærvær, tryghed og personlig rådgivning, og de værdier glæder jeg mig til at videreføre samme med mit lokale team, siger Henning Rose.
I Østjydsk Bank har Henning Rose flere tillidserhverv, bl.a. har han siddet som medarbejdervalgt medlem af bankens bestyrelse siden 2008. Henning er også far til fire børn, og på 25. år er han gift med Vibeke, der ligeledes er et kendt ansigt i Hadsund. De seneste 10 år har Vibeke Rose været ansat i Østjydsk Banks Hadsund afdeling, men i forbindelse med nogle interne rokeringer i banken er Vibeke overgået til nye udfordringer i Havndal afdelingen. Henning bruger fritiden på familien, hus og have i såvel huset i Hadsund som i sommerhuset i Øster Hurup.
I min tid i Hadsund har jeg været aktiv i flere foreninger. Jeg har bl.a. være fodboldtræner for et drengehold i Hadsund Boldklub. I en periode på 10 år har jeg været meget aktiv på lederplan i den lokale BMX klub DRAGON. I 2013 blev jeg for alvor grebet af golfsporten, hvor jeg svinger golfkøllerne i Mariagerfjord Golfklub. En del tid bliver også brugt som medlem af Mariagerfjord Erhvervsklub, hvor jeg har været kasserer de seneste 7 år, udtaler Henning Rose.