Nyheder
Udsatte skal være mentorer for udsatte i nyt Blå Kors-projekt
Af Klaus Hansen Blå Kors har fået næsten en mio. kroner fra Socialstyrelsen til et projekt, hvor udsatte mennesker skal hjælpe andre udsatte med at skabe sig et bedre liv, styrke deres netværk og nedsætte deres misbrug af alkohol eller stoffer. Peer-to-peer hedder projektet, som skal køre i samarbejde med Mariagerfjord Kommune i to år […]
Af Klaus Hansen
Blå Kors har fået næsten en mio. kroner fra Socialstyrelsen til et projekt, hvor udsatte mennesker skal hjælpe andre udsatte med at skabe sig et bedre liv, styrke deres netværk og nedsætte deres misbrug af alkohol eller stoffer.
Peer-to-peer hedder projektet, som skal køre i samarbejde med Mariagerfjord Kommune i to år fra august 2016 til august 2018. Peer betyder på lige fod, og projektet går ud på, at udsatte borgere, som er kommet et godt stykke vej med at forbedre deres liv, skal være mentorer for andre udsatte borgere, som gerne vil forandre deres liv og ud af eller nedbringe deres misbrug af alkohol eller stoffer.
En god relation og ønsket om forandring kan rykke
Vi er meget glade for at have fået støtte til peer-to-peer projektet, da vi tror på, at det kan gøre en forskel for udsatte, når de får en god relation til en person, der kender til deres udfordringer og problemer på egen krop og følger dem. Især når begge parter tydeligt har udtrykt ønske om at forandre deres liv, og vi giver dem sparring gennem forløbet, siger faglig chef i Blå Kors Danmark, Mette Holmgaard.
Blå Kors har kontakt med mange i Mariagerfjord
Blå Kors har valgt at køre projektet i Mariagerfjord Kommune, fordi organisationen her har to væresteder Det Blå Værested i Arden og Madam Blå i Hobro samt to bo- og behandlingssteder Blå Kors Hjemmet Hobro og Blå Kors Hjemmet Rold Skov.
I Mariagerfjord har vi et rigtigt godt grundlag for at rekruttere både mentorer og personer, der skal have en mentor, til projektet, da vi på vores væresteder og bo- og behandlingstilbud har kontakt til rigtigt mange mennesker i målgruppen. Desuden viste en undersøgelse blandt Blå Kors værestedsbrugere i 2015, at tre ud af fire brugere ønsker at forbedre deres liv, så vi ved, at motivationen er der, siger Mette Holmgaard.
Projektleder, sparring og dokumentation
Pengene fra Socialstyrelsen skal bl.a. gå til at ansætte en projektleder, uddanne mentorer, sparre med mentorer og personer, der har en mentor, samt dokumentere og evaluere forløbene. Målet er at få i alt 24-30 udsatte personer, altså både mentorer og mentees, igennem et mentorforløb i løbet af de to år.
Fakta
923.295,50 kroner over to år fra puljen Peer-to-peer fælleskaber under Socialstyrelsen.
Blå Kors Danmarks peer-to-peer projekt skal dels forbedre udsatte borgeres livsmestring, dels være med til at undersøge, hvilke metoder, der virker bedst med peer-to-peer-forløb for udsatte.
Målfor brugerne er:
75% skal opleve sig mindre udsatte efter forløbet. Det kan fx i form at et nedsat misbrug.
75% skal opleve, at deres netværk bliver styrket.
75% skal opleve, at indsatsen for at hjælpe dem bliver bedre koordineret ift. fx kommunen.
90% skal opleve peer-to-peer-relationen som tryg, frugtbar og målrettet.