.
Af Helle Schiønning
Nu er det snart slut med brunligt mosevand langs badestranden ved Øster Hurup. Kystdirektoratet har nemlig givet tilladelse til at genoprette udløbet af Sellegårde bæk, så det næringsholdige vand fra Lille Vildmose ikke længere vil genere badegæsterne.
Stranden ved Øster Hurup er en af Danmarks skønneste badestrande, men i de senere år har den ikke været nær dejlig som den plejer. De badende er nemlig blevet generet af brunligt vand fra Sellegård Bæk, der på en strækning på 300 meter løber langs med stranden, fordi bækkens oprindelige udløb er sandet til.
Det er Mariagerfjord Kommune, som på vegne af Sommerhusforeningen for Sellegårde og Kattegat Strand Camping har ansøgt myndighederne om tilladelse til at genskabe bækkens udløb.
– Vi er rigtig glade for, at vi nu får lov til at styre bækken, så mosevandet ikke længere løber langs stranden. Selvom mosevandet er rent, så synes badegæsterne ikke, at det ser indbydende ud. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi har fået tilladelsen så vi kan gøre noget ved problemet inden badesæsonen begynder, siger Niels Juel, der er formand for sommerhusforeningen.
Formanden for Udvalget for Teknik og Miljø Jørgen Hammer Sørensen er også glad for udsigten til, at badestranden atter kommer i topform:
– Stranden ved Øster Hurup skal være en af Danmarks bedste badestrande og både sommerhusejere og turister skal kunne regne med, at stranden er i fin form. Derfor har vi også ventet utålmodigt på myndighedernes tilladelse til at finde en permanent løsning på problemet med Sellegårde Bæk, siger Jørgen Hammer Sørensen.
Mariagerfjord Kommune har fornyligt taget initiativ til at stifte et strandlaug, der skal tage stilling til, hvordan stranden fremover skal vedligeholdes og forskønnes. Baggrunden for at stifte lauget var et vejrfænomen som sidste sommer efterlod tang og pollen langs strandkanten.