Af: Birgitte Holm
Galleri Vognporten, Mariager Museum, afholder i 2022 tre udstillinger af kunstnere fra nær og fjern.
Der er tilstræbt en udstilling med meget forskellige, men samtidig, kvalitative udtryk.
Den første udstilling hedder Der er et yndigt land og åbner med en fernisering søndag 1. maj kl. 14.
Her kan du møde kunstnerne og få en lille forfriskning.
Udstillingen varer til lørdag 18. juni og der er åbent hver dag 12-16, lukket mandage.
Alle er velkomne.
Deltagende kunstnere:
Anne Sofie Binder Jensen
Bodil Johanne Larsen
Charlotte Jacobsen
Malene Kløve
Marianne Helstrup
Marianne Bohn
Sagt og skrevet om de enkelte kunstnere:
Anne Sofie Binder Jensen:
– Så snart tiden tillader det, er jeg i skoven, ved havet eller på tur, især på Mols, hvor naturen får lov at leve sit eget liv uden menneskelig indblanding. Jeg bliver fortryllet af naturen. Jeg bliver grebet af det magiske, som dog er så naturligt, at jeg må omsætte det i mine malerier.
– Jeg er ikke ude i naturen, men inde i, eller på vej ind i den.
Den forunderlige verden kan glimte af håb, men kan også forlenes med en vis uhygge et truende splintret kollaps. Vi skal passe på den, naturen, som vi får lov til at bevæge os i. Jeg forsøger nænsomt og nært at male billeder med håb og drømme.
Bodil Johanne Larsen:
Bodil Johanne Larsen – billedmager kalder jeg mig.
– Jeg er optaget af processen med frembringelsen af billedet, der giver igen. Balancen, mellem farver og former, der sammen danner den harmoniske komposition.
Billederne må gerne undre, de må også gerne fortælle, – og symbolik bliver brugt her og hist.
-Jeg tænker, jeg er en koloristisk abstrakt naturalist.
At navngive billederne falder mig svært. De er rundet af mine oplevelser, sansede farver og former, som står frem med et, for mig, harmonisk udtryk.
Jeg håber du ser mine billeder, og du er fri til din egen tolkning af dem.
Charlotte Jacobsen:
– Fællesnævnerne i min praksis er erindringer, nærvær, sensibilitet og spontanitet. Jeg følger rytmerne i livet og bruger dem som guide i min kunst. Min værkproduktion spænder vidt mellem tegning, maleri, skulptur, installation og tekst. Pt. har jeg fokus på maleriet.
– Ofte indeholder mine værker elementer af natur, rum og mennesker.
Jeg håber jeg kan udfordre til nærvær og sensibilitet, så der kan åbnes op for nye fornemmelser, følelser og fortællinger.
Jeg er uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi.
Malene Kløve:
– Gennemgående træk i min praksis er brugen af fundne og indsamlede materialer. Det kan være alt fra duge, nøgler, hæklerier, affald m.m.
– Mængder af materiale der behandles og bearbejdes for at genanvende, værdisætte og skabe nye sammenhænge. Maleri oftest holdt i det samme stramme geometriske formsprog og farvevalg. Beslægtede mønstre, der sættes op mod hinanden, mister deres individuelle betydning, og forstærker den visuelle oplevelse.
– Undersøgelser af materialets stoflighed og brugen af benlim, schellak, pigmenter og oliefarver i mine værker, viser at man stadig kan tage gamle former, farver og metoder op og genbruge dem på en ny måde, så de stadig bliver vedkommende og giver mening.
Marianne Helstrup:
– De, der allerede kender mig og min kunst, er nok ikke i tvivl om, at naturen betyder alt for mig.
Jeg er så heldig at bo i kystbyen Aarhus, som byder på både hav og skov. Det er her, jeg dagligt traver rundt og samler indtryk, lys, farver, dufte og stemninger.
– Hvis du spørger Hvor henne fandt du inspiration til dette maleri så kan jeg ikke svare! For det er
aldrig et bestemt sted, jeg forsøger at gengive i mine malerier.
Hvis du spørger Hvilket indtryk gav dig inspiration til maleriet Så kan jeg svare! For når jeg ser mine ege malerier, gengiver de både den stemning og følelsen, der var i mig da maleriet blev skabt.
– Først når den indre ro er plantet i mig, er jeg klar til at gribe penslen. Mange tænker måske at det er kunstskabelsen der bringer ro i sindet. Hos mig er det den indre ro, der drager mig ind i atelieret. Når jeg er færdig i atelier, har jeg en fantastisk følelses af at have udrettet og skabt noget, der kan udtrykke den ro, jeg har hentet ude i vore skønne natur.
Marianne Bohn:
– Er autodidakt, men har malet i 30 år.
Fulgt enkelte kurser, og er konstant i kontakt med min lærer Adam Gabriel (fra Sønderborg Kunstskole) over Facebook. Mine foretrukne temaer er ‘det åbne landskab’, samt portrætter.
– I dag er jeg 86 år, bor på Djursland!
– Har lagt mærke til, at farver spiller en stor rolle for mig også i dagligdagen, jeg lægger ofte mærke til boligens farver og hvilke farver der arbejder sammen, samt hvad haverne og naturen kan byde på af farvesammensætninger.
– De billeder jeg viser på denne udstilling er i akryl, og malet indenfor de sidste 5 år, i dag tegner jeg mest i farvekridt og akvarel!
Læs også: