Af Klaus Hansen
Opførelsesåret er i de offentlige papirer anført til at være 1962, men Fakta er, at der stort set INTET er tilbage fra denne tid, som kan forbindes med dette skønne parcelhus! Faktisk er der kun “skallen” tilbage fra 1962 – dvs. tag og murværk! Huset har i 2013 og fremad fået den helt store tur, og præsenterer sig som et næsten NYT hus, hvor alt fremstår lyst og venligt, særdeles stilrent og i lækre kvalitetsmaterialer!
Se pris og flere billeder – klik her
Der er hele vejen igennem tale om et valg af ensartede, matchende og gennemtænkte løsninger! Som et udpluk fra den lange liste over forbedringer og nye tiltag i huset kan bl.a. nævnes vedligeholdelsesfrie inddækninger, nye vinduer og døre, nyt køkken, nyt badeværelse samt nye gulve overalt, ligesom der er gulvvarme i alle rum med undtagelse af soveværelset og den integrerede udestue!!!
Villaen rummer i alt 119 særdeles gode og velindrettede kvadratmeter bolig – og beliggenheden er tilsvarende god på en dejlig 1102 kvm. stor hjørnegrund på den stille og rolige vej Kløvervej i Bælum. Huset er højt beliggende og fra haven er der en fin udsigt over by og marker. Hele haven er primært udlagt med græsplæne og omkranset af hæk og samtidig fint krydret med enkelte bede og træer.
Desuden rummer haven et par skønne terrasser belagt med herregårdssten – på den sydvendte terrasse er der også monteret en markise, og her vil der stort set være sol fra morgen til aften! Hele vejen rundt om huset er der etableret en fin gang i god bredde, også belagt med herregårdssten, så der er ensartethed og harmoni i tingene!
Huset indeholder følgende:
Entré med klinkegulv og plads til sko og overtøj. Fordelingsgang med god indbygget skabsplads. Bryggers med klinkegulv, og hvor vaskemaskine og tørretumbler samt diverse installationer er placeret. Flot badeværelse i god størrelse og med rummelig bruseniché. Flot køkken med ovenlysvindue og god bord- og skabsplads.
Åben forbindelse til dejlig stor vinkelstue med god plads til både spise- og opholdsafdeling. Ekstra stuekapacitet i form af skøn udestue, som er fuldt integreret i boligen, dog mulighed for adskillelse fra selve stuen i form af triple fransk dør-parti. Fra udestuen direkte udgang til den sydvendte terrasse og haven.
Soveværelse med god skabsplads. Godt og regulært ekstra værelse. Hele huset fremtræder lyst og venligt, og udstråler harmoni, kvalitet og ensartethed! Der er ens klinkegulve i entré, bryggers og badeværelse, ligesom der er ens lyse trægulve i stuer, soveværelse og værelse! Desuden lofter til kip samt spotlights i hele huset!
Udenfor finder vi bred indkørsel, også belagt med herregårdssten, og dermed gode parkeringsmuligheder. Desuden en ældre 30 kvm. stor carport med tilhørende redskabsrum, med plads til opbevaring af fx havemøbler, haveredskaber, grill, cykler mv.
Huset er blevet klassificeret med det glimrende energimærke D, og opvarmes med billig fjernvarme – nuværende ejers fyringsudgift ligger således på ca. kr. 9.000,- om året!
Ejendommen er i forvejen separatkloakeret, ligesom der er indlagt fibernet!
VI GLÆDER OS TIL AT FREMVISE DENNE SPÆNDENDE INDFLYTNINGSKLARE EJENDOM, OG STÅR KLAR ALLE UGENS 7 DAGE – RING BLOT PÅ TLF. 70 25 66 00!!!…
Samtidig også lige lidt nyttig info om byen Bælum og området – og husk så også at se dén lille video om Bælum, som ligger på vores hjemmeside:
Bælum er en meget velfungerende landsby, hvor man i modsætning til mange andre mindre byer har ALT lige ved hånden, ligesom der bor rigtig mange yngre mennesker i den aktive landsby. Bælum har en rigtig god og velfungerende købmandsforretning, som i 2016 er udvidet kraftigt, idet et nyt stort butikshus er opført – dette er i dén grad en væsentlig fremtidssikring af byen! Desuden er der i byen bl.a. benzintank, motionscenter, frisør, pizzeria, dagpleje, børnehave, folkeskole, efterskole, plejehjem/ældrecenter og idrætshal samt et meget aktivt foreningsliv, som byder på bl.a. fodbold, håndhold, badminton, bordtennis, gymnastik, tabata, løb og tennis. Tillige er der både Borgerforening, Øl-laug og en meget aktiv kulturforening – Kulturmøllen Bælum – som henover året afholder en række arrangementer, primært i den smukke Bælum Skovpavillon, beliggende et stenkast fra den ligeså idylliske Kildesø.
Ydermere er Bælum omkranset af den smukkest tænkelige og alsidige natur – bakket terræn og masser af skov og stier, som indbyder til gå-, løbe- og cykelture.
Seneste tiltag i området er, at der nu også er etableret et egentligt klyngesamarbejde mellem landsbyerne i den østlige del af Rebild Kommune – Rebild Øst Klyngen! Endnu et synligt bevis på et område karakteriseret ved stor aktivitet, engagement, sammenhold og fællesskab!
Bælum er i øvrigt centralt beliggende med ca. en halv times kørsel til både Aalborg, Hobro og Randers – fx kun 15-20 minutters kørsel til Aalborgs syd- og østlige erhvervs- og vidensområder, hvor man bl.a. også finder det nye såkaldte Super-Sygehus!