.
Af Troels Kold, Øster Hurup:
Søndag den 27. oktober kom Mariagerfjord Pigekor og spredte lys, glæde og musikalsk oplevelse i Als Kirke. Under ledelse af Signe Sørensen, der selv sad ved klaveret og dirigerede koret, gav de over 30 piger en timelang koncert med det ene højdepunkt fra den rytmiske musiks repertoire efter det andet.
Koret fik vist, hvor utroligt langt det er kommet siden starten for 5-6 år siden. Der gøres et stort arbejde med at opsuge sangtalenter i hele kommunen, sluse dem ind i spirekoret, videre til juniorkoret – og til sidst, om alt går godt, ind i det store kor. Og resultatet er overvældende: pigerne afleverer det ene hit efter det andet med en professionalisme og et overskud, som både virker imponerende og rørende. Den klanglige egalitet er fornem, og de forskellige rytmiske stilarter afleveres med overlegen teknisk og musikalsk kunnen – og, ikke mindst, stor indlevelse.
Repertoiret spændte fra Within my reach af Carpark North til I wanna hold your hand af The Beatles – med Hvem kan sejle foruden vind som et særligt, gribende højdepunkt, hvor pigerne gik ned gennem kirken og sang direkte til tilhørerne.
Signe Sørensen arrangerer selv alle korets numre, og hun tolker mange af dem meget frit – det giver en afveksling og spænding i koncerten, som holder publikum fanget fra første til sidste nummer.
De 184 tilhørere, der fyldte Als Kirke til sidste klapstol, fik en oplevelse, de sent vil glemme – og det var glædeligt at se, at tre generationer fordelte sig nogenlunde ligeligt på tilhørerpladserne. Fra stolte bedsteforældre til bitte små medlemmer af spirekoret, som fik hørt, hvad der venter dem, hvis de holder fast i det opbyggende arbejde med Mariagerfjord Pigekor i de kommende år.
Læs også: