Erhverv
Unge med autisme skaber værdi hos lokale virksomheder i Mariagerfjord Kommune
Særligt projekt i Mariagerfjord Kommune giver unge med autisme en vej ind på arbejdsmarkedet
I Mariagerfjord Kommune har et nyt projekt givet unge med autisme mulighed for at afprøve deres evner i praksis gennem skræddersyede praktikforløb hos lokale virksomheder. Projektet har allerede båret frugt: De lokale virksomheder i Hobro Knauf A/S, Nymann Teknik ApS og IndustriTek har taget imod de unge med åbne arme og de trives, samtidig med at virksomhederne oplever at få en værdifuld arbejdskraft.
Ungecenter Mariagerfjord bag projektet
Det er Ungecenter Mariagerfjord, som hører under kommunens jobcenter, der står bag initiativet. I samarbejde med Tech College i Aalborg har centret udviklet et særligt undervisningsforløb i teknisk design, hvor de unge lærer at tegne i 3D – et område, der matcher mange af de styrker, som unge med autisme ofte besidder, som præcision, formgenkendelse og detaljeorientering.
Jobkonsulent Bo Steen Christensen fra Ungecenteret fortæller om projektets tilgang:
“Vi har haft fokus på at skabe et forløb, hvor de unge kan trives og udvikle deres kompetencer uden at føle sig presset. Det handler om at se styrkerne i stedet for begrænsningerne. Det er fantastisk at opleve, hvordan Tech College kan skabe et særligt forløb for de unge og se dem blomstre og lige så fantastisk at se, hvordan de lokale virksomheder efterfølgende har taget imod dem med åbenhed og nysgerrighed.”
Praktik giver nyt håb
Tre unge fra Mariagerfjord Kommune er allerede i gang med deres praktikforløb hos lokale virksomheder, heriblandt Knauf A/S i Hobro. En af dem er 27-årige Andreas Schougaard Madsen fra Nr. Onsild, som har fundet sig godt til rette i sit praktikforløb hos Knauf, der producerer gipsplader, akustiklofter og byggesystemer.
“Det har været en befrielse for mig at komme ud i praktik, efter jeg har siddet hjemme i rigtig lang tid. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan det kunne fungere med mig i en virksomhed. Hos Knauf bliver der taget hensyn til, hvem jeg er, og jeg bliver samtidig set for mine kompetencer. Jeg er rigtig glad for at kunne bidrage med det, som jeg kan, og har aldrig følt mig så godt tilpas på en arbejdsplads,” fortæller Andreas.
Virksomheder får værdi ud af samarbejdet
Hos Knauf A/S er de også glade for samarbejdet. Jacob Bertram, der er Product Development Manager, understreger, at indsatsen for at skabe de rette rammer har båret frugt.
“Vi gjorde os lidt ekstra umage med opstart af Andreas for at ramme hans behov. Det lykkedes rigtig godt efter en kort intro til autisme fra Jobcenteret. Andreas har masser af gå på mod og er i fuld gang med at tegne nye produkter for os. Han har sans for detaljen, men er også med på, at ikke alle detaljer er vigtige. For os hos Knauf er vi glade for at kunne hjælpe en ung mand som Andreas på vej, og så får vi som virksomhed noget arbejde ud af det, som vi sætter stor pris på.”
En vej til fremtidens arbejdsmarked
Projektet viser vejen for, hvordan både virksomheder og unge med autisme kan få noget ud af et samarbejde, når der bliver taget hensyn til de rette rammer. Fleksible arbejdstider, trygge omgivelser og fokus på trivsel er nøgleordene.
For de unge betyder det en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. For virksomhederne er det en chance for at få kompetente medarbejdere med særlige evner. Og for samfundet er det en gevinst, når flere får mulighed for at bruge deres potentiale.
Bo Steen Christensen håber, at flere virksomheder i Mariagerfjord Kommune vil lade sig inspirere:
“Jeg håber, at endnu flere virksomheder vil se potentialet i at ansætte unge med autisme, for som dette projekt viser, er der en hel generation af unikke hjerner klar til at bidrage.”
Læs også: