Hadsund og omegn
Unge vandskiløbere fra Mariagerfjord til Fun Tours i Kerteminde
Ud af 8 klubber blev Als Odde nr. 2, helt fantastisk flot.
AF Klaus Hansen
Vandskisæsonen lakker mod enden på Als Odde og for 5 af de unge løbere, var det en fornøjelse at deltage i Junior fun tours 4. og sidste stop i Kerteminde i weekenden.
En weekend som Anton, Carla, Oscar Domino, Johannes og Laurits har set rigtig meget frem til og ligeledes har de voksne glædet sig til at bakke op i skønne Kerteminde.
Alle var topklar og motiverede, men vejret lørdag gjorde at alle løbere havde vanskelige forhold ude bag båden. Med blæst, regn, storm lav sol og høje bølger kom de igennem på slalom og i trickdelen gik det lidt nemmere, men sværere end forventet.
Søndag var der bedre vejr, stadig en del vind, men meget bedre end lørdag. Resultaterne bar præg af at de 5 løbere har trænet, øvet sig, knoklet og lyttet og det blev til flere medaljer til Als Odde løberne foruden mange nye PB -personlige bedste, som jo er det der tæller for de enkelte løbere.
Det var meget tætte resultater med pointlighed og enkelte bøjer til forskel, så det var 5 meget tilfredse og stolte løbere, der drog hjem fra Kerteminde. En stor overraskelse for alle var, at Als Odde vandskiklub var med i opløbet om at vinde klub konkurrencen 2020.
En konkurrence der bliver opgjort ud fra hvor mange placeringer de forskellige klubber har fået ved de 4 stop i år. Ud af 8 klubber blev Als Odde nr. 2, helt fantastisk flot, kun overgået af Vallensbæk, der hver gang og hvert år, stiller op med mange mange løbere, så de tog endnu engang sejren.
Udover klubkonkurrence blev der også fundet den pige og den dreng, som har klaret sig bedst i de 4 junior fun stop. Begge to vandt en uges ophold på Cory Pickos vandski skole i USA.
En helt fantastisk weekend i Kerteminde Vandskiklub som altid sørger for, at alle føler sig top velkomne og byder på et uovertruffen arrangement, hvor alle både børn og voksne hygger sig så dejligt.
Selvom sæsonen i Als Odde snart er slut, træner en del af de unge videre i Aalborg, hvor kommende weekend byder på slalom cup, ligesom resten af sæsonen bla. stadig byder på træningslejr, hop lejr og en masse hygge med alle de gode vandski venner.