.
Af Helle Schiønning
Omtalen i medierne efter det sidste byrådsmøde har hovedsageligt handlet om klima mens et andet punkt slet ikke har fundet vej til mediernes interesse. Det drejer sig om vedtagelse af den nye ungestrategi og flere unge i erhvervsuddannelser.
Det synes jeg er ærgerligt da det er en meget vigtig vedtagelse, som gerne skulle gøre vores indsats for, at unge får en uddannelse og bliver attraktive for arbejdsmarkedet, efterfølgende endnu stærkere end den er i dag, siger byrådsmedlem Henrik Sloth.
Strategien sætter den unge i fokus og der skal være en koordineret, tværgående og helhedsorienteret indsats for den unge. Det lyder rigtig flot, men det er meget mere end flotte ord i den nye strategi.
Mange af vores unge er selvkørende i forhold til, at få en uddannelse og gennemføre den, men der er en gruppe der har brug for ekstra hjælp og vejledning og det er netop den gruppe strategien henvender sig til.
Den unge skal mødes der hvor de er både mentalt og geografisk. Dvs. den voksne kommer ud til den unge i den unges eget miljø og så får den unge en voksen som man kan henvende sig til når der er udfordringer man ikke selv kan overskue også udenfor de normale åbningstider. Den unge kan få støtten og hjælpen når problemet opstår.
Det betyder, at den unge har en voksen der kan koordinere og hjælpe den unge gennem systemet og få den unge det rigtige sted hen.
Jeg er sikker på, at specielt tiltaget med en voksen som den unge kan henvende sig til vil være et skridt der sikre, at flere unge kan fastholdes i vores uddannelsessystem, og flere unge kan få den rigtige uddannelse og efterfølgende et arbejde.
Man kan sige, at ingen unge skal lave ingenting og derfor skal den nye strategi nu omsættes til handling så flest mulige unge gennemfører en kompetencegivende uddannelse og etablerer en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.