Uv-indeks forvirrer: Hver tredje ved ikke, hvornår man skal beskytte sig i solen

9. juni 2021

Uv-indeks forvirrer: Hver tredje ved ikke, hvornår man skal beskytte sig i solen

Af Carina Kondrup

For meget sol giver risiko for smertefulde solskoldninger på kort sigt og øget risiko for kræft i huden på længere sigt. Uv-indekset er en god rettesnor for, hvornår det er tid til solbeskyttelse, men ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne viser, at kun en ud af tre danskere ved, at det er en god ide at solbeskytte sig, når uv-indekset er 3 eller derover.

Sommeren er over os, og selvom vi danskere elsker at være ude i det gode vejr, er det vigtigt, at vi nyder solen med omtanke. Allerede fra det tidlige forår og hen over sommeren bevæger uv-indekset sig ofte op over 3, og det betyder, at du risikerer at blive solskoldet, hvis du er uden solbeskyttelse.

Men selvom 9 ud af 10 danskere kender til uv-indekset, så er kun 31 pct. klar over, at man skal solbeskytte sig, når det når op på 3 eller derover. Det viser en kortlægning af danskernes solvaner fra 2020. Projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, Peter Dalum, opfordrer danskerne til at huske solrådene og den sunde fornuft, når de skal ud og nyde sommervejret:

– Når uv-indekset er 3 eller derover, er det en god ide at huske skygge, solhat og solcreme – særligt midt på dagen, hvor solens uv-stråling er stærkest. På den måde undgår man smertefulde solskoldninger, der på længere sigt øger risikoen for hud- og modermærkekræft.

Et uv-indeks over 3 kræver solbeskyttelse

Uv-indekset er en god tommelfingerregel for, hvornår du skal huske solrådene om skygge, solhat og solcreme. Det er ikke temperaturen eller om solen er synlig, der afgør, om det er tid til solbeskyttelse, men derimod et uv-indeks over 3.

Uanset hvor i verden du tilbringer sommeren, er det vigtigt at holde øje med uv-indekset. Og det er heldigvis blevet rigtig nemt. Du skal bare downloade den gratis app “UV-INDEKS”, som giver dig den aktuelle prognose over uv-indekset på over en million lokationer i hele verden. App’en gør det nemt at holde øje med, hvornår du og din familie skal solbeskytte sig.

– En god rutine er at tjekke app’en, inden man skal ud af døren uanset om man er på vej ned i institution med børn eller på familieudflugt til standen. På den måde er man forberedt på, hvornår der er behov for beskyttelse i løbet af dagen, siger Peter Dalum.

Hent appen UV-INDEKS helt gratis

Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen står sammen bag den gratis app ‘UV-INDEKS’, der gør det nemt for dig at holde øje med uv-indekset og dermed undgå solskoldninger.

Appen giver dig et overblik over det forventede uv-indeks for både ind- og udland, samtidig med, at du kan se, hvilken indvirkning skydækket har på indekset. Appen tager desuden højde for familiemedlemmernes personlige hudtype.Den fortæller, hvor længe man kan opholde sig i solen ved et givent uv-indeks, før man risikerer solskoldning.