V: Regeringen svigter Østkyst-turismen

29. januar 2014

.Af Helle Schiønning MF-kandidat Kristian Andersen (V) vil samle Østkyst-kommunerne Brønderslev, Aalborg og Mariagerfjord om udvikling af turismen og nye arbejdspladser langs Kattegat. Brønderslev og Aalborg melder klar til aktion.Regeringen overser Østkyst-turismen i ny turistplan og dermed også den meget store betydning turismen har for omsætning, erhvervsudvikling og beskæftigelse i turistområdet som Hou, Hals, Asaa,…

.
Af Helle Schiønning

MF-kandidat Kristian Andersen (V) vil samle Østkyst-kommunerne Brønderslev, Aalborg og Mariagerfjord om udvikling af turismen og nye arbejdspladser langs Kattegat. Brønderslev og Aalborg melder klar til aktion.
Regeringen overser Østkyst-turismen i ny turistplan og dermed også den meget store betydning turismen har for omsætning, erhvervsudvikling og beskæftigelse i turistområdet som Hou, Hals, Asaa, Mou, Egense og Øster Hurup.
Det mener den nordjyske Venstre-folketingskandidat Kristian Andersen som får følgeskab af politikere fra Aalborg og Brønderslev.
-Det er godt, at regeringen har lavet plan for turisterhvervets udvikling. Det er bare ikke nok, hvis vi skal have udnyttet hele Danmarks potentiale til at skabe arbejdspladser i turisterhvervet og følgeerhvervene.
-Og det er skuffende, at man helt overser potentialet i Østkystturismen og dermed også lukker øjnene for den store betydning turismen har på omsætning, erhvervsudvikling og beskæftigelse langs hele Østkysten, siger Kristian Andersen.

Skurer i øjnene
-Det skurer i øjnene, at Regeringen samler alle kommunerne langs den jyske vestkyst i et fælles selskab, som skal sikre udviklingen af turisterhvervet fra Skagen til Tønder. Østkysten forsømmes, og det må vi så selv rette op på, siger Kristian Andersen.
Venstre-kandidaten har allerede taget kontakt til centrale politikere i en række nordjyske kommuner med kyststrækninger mod Kattegat.
Lige som Venstres turisme-ordfører i Folketinget Hans Chr. Thoning bliver inddraget i et pres på at få flyttet de strandbeskyttelseslinjer, der blandt andet har stået i vejen for udviklingen af havnene i Hou og Asaa.
Kristian Andersen vil nu sammen med byrådspolitikere fra Aalborg, Brønderslev og Mariagerfjord Kommuner forsøge at gøre opmærksom på potentialet på Østkysten.
-Østkysten rummer et kæmpe potentiale for job og erhverv. Sommerhusområdet mellem Hou og Hals er et af landsdelens største. Desuden er der i Asaa, Mou, Egense og Øster Hurup et kæmpe potentiale.
-Det haster ærlig talt med at få flyttet nogle hegnspæle, så vi kan få ny luft i rigtig meget af den udvikling, som lokale ildsjæle og investorer har måttet opgive. Eksempelvis i Hou, hvor man har haft meget svært ved at blive hørt, siger Kristian Andersen.

-Med turistplanen åbner regeringen for første gang nogensinde for at planloven skal liberaliseres, så vi får en øget lokal selvbestemmelse. Det er en åbning, vi skal have testet regeringen på, siger V-politikeren.
Han efterlyser i øvrigt lige som Venstres turistordfører i Folketinget Hans Chr. Thoning – at planen udvides, så der også bliver gjort noget ved turisterhvervets høje omkostnings-niveau.

Brønderslev melder klar til aktion for Asaa
Byrådsmedlem i Brønderslev Lasse Riisgaard (V), som også sidder i bestyrelsen for Brønderslev Erhverv og Turisme, glæder sig:
-Herligt initiativ. Vi skal have udnyttet hele Brønderslev Kommunes potentiale, når vi skal skabe den vækst og beskæftigelse, som gør at vi har råd til gode skoler, god børnepasning, god ældrepleje og en god sundhedssektor. Og der kommer vi altså ikke uden om Asaa. Asaa Havn er en perle, som vi skal udnytte langt bedre. Derfor skal vi sammen med andre blandt andre Kristian Andersen – have teste regeringens vilje til at lempe planloven, så vi kan sætte Asaa på landkortet og tiltrække mennesker og kapital til vores kommune, siger Lasse Riisgaard.

Aalborg glemmer ikke Østkysten
Byrådsmedlem i Aalborg Anne Honore Østergaard (V) – og nyt medlem af bestyrelsen for Visit Aalborg tilslutter sig ligeledes.
-Det er bestemt grund til forundring over, at regeringen helt har glemt østkysten. Jeg er glad for, at Kristian Andersen gør opmærksom på, at Østkysten har muligheder, som vi skal gå målrettet efter at få i spil. Vi skal have alle dele af Aalborg Kommune i udvikling. Også turistområder som Hals og Hou. Derfor bakker jeg helt op om initiativet, siger Anne Honore Østergaard.

Der er åbent for kommentarer nederst på siden