Rebild og omegn

Vandreture for enhver smag

Stigende interesse for at vandre

Vandreture for enhver smag
19. oktober 2019
Af Redaktion

.
AF Klaus Hansen

Folk søger tid til refleksion, nærvær og oplevelser sammen i en storslået natur. Inspireret af den nye trend har RebildPorten lavet et program med 15 spændende og forskellige guidede ture i weekenden den 2. og 3. november.

Borgmester Leon Sebbelin er til stede ved RebildPorten lørdag den 2. november kl. 10, hvor han vil ønske deltagerne god tur. Fire af dagens i alt syv ture starter samtidig fra RebildPorten om lørdagen.

Leon Sebbelin fortæller:

– Vandring er min foretrukne form for motion. Er man i min alder og har en travl kalender, er gåture ideelle. Man kommer ud i vejret og naturen og får renset hovedet. Er man samtidig så heldig, at man har nogen at gå sammen med, kommer snakken helt naturligt. Det, at vi her i kommunen både har en enestående natur og et korps af vidende og entusiastiske guider, gør, at vi kan tilbyde nogle fantastiske vandre-oplevelser. Vores smukke vandreruter tiltrækker både nationale og internationale besøgende, og de giver samtidig øget bosætning. Det er derfor et rigtig godt initiativ, at RebildPorten har samlet en buket af vandreture af forskellig længde og sværhedsgrad, og som retter sig mod forskellige målgrupper. Mit håb er, at arrangementet vil få endnu flere ud på vandrestierne.

Steen Kobberø-Hansen, formand for Dansk Vandrelaug, fortæller om støt stigende medlemstal og uddyber:

– Danskerne har opdaget, at naturvandring giver gode oplevelser, og mange mennesker går en dagstur med rygsæk. Vi har efterhånden fået så mange kvalitetsstier, at folk er begyndt at få øjnene op for dem.

Dansk Vandrelaug har set en stor, fornyet interesse for vandring og vandreferie de sidste par år. Det er især de 50-60-årige, de nyligt fraskilte eller dem, der har mistet en ægtefælle, som slutter sig til den nationale forening for at gå lange ture, møde nye mennesker og se naturen fra en hel anden side.

– Man bliver bare glad i låget. Du bliver ikke lalleglad, men det at gå og bevæge sig sætter bare nogle ting i gang i hjernen, lyder det optimistisk fra Steen Kobberø-Hansen.

15 guidede ture med vidt forskelligt fokus
Vandreweekenden byder som nævnt på meget forskellige ture. Den længste tur er omkring 10 km og den korteste er på bare to km. Der er en hundegåtur og en tur for børn. De fleste ture starter kl. 10 om formiddagen, men der er også en nat-tur i den mørke Rold Skov.

For nogle af turene er historie og kultur en vigtig del af indholdet, en drejer sig for eksempel om billedhuggeren Anders Bundgaard og en anden om besættelsestiden. Der er også en fotosafari for dem, der interesserer sig for naturfotografering.

Interesserede kan gå ind på RebildPortens hjemmeside og læse en beskrivelse af de enkelte ture: rebildporten.dk/rebild/vandringsweekend

Unge mænd fra Støvring sigtet i gelblaster-sag

Læs også: Unge mænd fra Støvring sigtet i gelblaster-sag

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Rebild og omegn

Se flere artikler
×

Vær med i vores Julekalender og vind præmier

Unge mænd fra Støvring sigtet i gelblaster-sag

Læs også: Unge mænd fra Støvring sigtet i gelblaster-sag