.
Af Maria Bisgaard
I weekenden 5. 6. april havde Rideklubben Hadsund besøg af Lone Kroman, som underviste de tilmeldte kursister i både dressur og spring. På springbanen blev der lagt ekstra stort arbejde i den, for mange, frygtede vandgrav.
Mange heste er ikke trykke ved at springe vandgrave, og dermed er vandgraven de færreste springrytteres bedste ven. Da Lone Kroman gav undervisning hos Rideklubben Hadsund d. 5. og 6. april, var vandgraven da også et af de spring hun gjorde lidt ekstra ud af.
Og jublen var stor hos både de urutinerede og rutinerede springryttere, når det lykkedes, med Lones kyndige og rolige vejledning, at komme flyvende over det frygtede spring.
Weekendens vejr viste sig fra sin gode side, og gav dermed mulighed for at det planlagte kursus med tidligere OL deltager Lone Kroman kunne foregå udenfor.
I løbet af weekenden underviste Lone i både dressur og spring, og tilslutningen var stor. Hele 19 hold, med 2 ryttere på hvert hold, blev kørt igennem på de 2 dage, og alle fik en masse ros med på vejen, godt krydret med konstruktiv kritik fra den erfarne rytter og underviser. Mange af deltagerne efterspørger allerede endnu et kursus med Lone i løbet af sommeren.
Lone Kroman har deltaget i talrige konkurrencer nationalt og internationalt og vundet et utal af præmier heraf 5 Danske Mesterskaber i seniorspring. Desuden har Lone været på Det danske Landshold i seniorspring og herunder deltaget i OL i Barcelona i 1992.