Nyheder
Vedr. den foreslåede skolestruktur
.Af Assens Skoles Skolebestyrelse: D. 30.9. 2014 blev skolebestyrelserne ved Havbakkeskolen, Hadsund, Assens, Mariager samt daginstitutionerne i området indkaldt til informationsmøde angående visionerne for fremtidens skole/dagtilbudsstruktur. For Assens Skoles vedkommende foreslås en nedlægning af overbygningen for at føre denne over til Mariager Skole. Vi vil fra Assens Skoles Skolebestyrelse gøre opmærksom på de uhensigtsmæssige følger […]
.
Af Assens Skoles Skolebestyrelse:
D. 30.9. 2014 blev skolebestyrelserne ved Havbakkeskolen, Hadsund, Assens, Mariager samt daginstitutionerne i området indkaldt til informationsmøde angående visionerne for fremtidens skole/dagtilbudsstruktur.
For Assens Skoles vedkommende foreslås en nedlægning af overbygningen for at føre denne over til Mariager Skole. Vi vil fra Assens Skoles Skolebestyrelse gøre opmærksom på de uhensigtsmæssige følger heraf.
Som der ganske korrekt blev givet udtryk for under mødet d. 30.9. 2014 på Hadsund Skole er det alt andet end gavnligt for lokalområderne at nedlægge såvel skoler som daginstitutioner, idet man dermed, langsomt men sikkert, dræner landsbyerne for det liv, der hidtil har gjort det attraktivt at bosætte sig lige netop der. Følgen bliver at fraflytningen fra de små landsbyer bliver større end tilflytningen. Dette er ikke kun en bombe under Assens Bys udvikling, men under hele Mariagerfjord Kommunes, idet Kommunen for en stor del består af små og store landsbyer.
Det kan ikke være i Mariagerfjord Kommunes interesse således at skævvride udviklingen, hvor hele den østlige del af kommunen stille og rolig sygner hen, fordi bosætningen kommer til at orientere sig om Kommunens største by, Hobro, eller værre endnu – de nærliggende storbyer som Randers, Århus og Aalborg. Dvs. Mariagerfjord mister grundlaget for at være en selvstændig kommune, fordi man fra Kommunens side har forsømt at pleje de vitale organer, som bosætningen i landsbyerne udgør.
Således bliver en øjeblikkelig besparelse på Kommunens budgetter, som institution/ skolenedlæggelser skulle medføre, på lidt længere sigt, til en afvikling af Mariagerfjord Kommune i stedet for en udvikling af denne.
Ovenstående er det store perspektiv i de anbefalede nedlæggelser af daginstitutioner og fjernelse af overbygningerne på Havbakkeskolen og Assens Skole. Angående det aktuelle, lokale perspektiv i at nedlægge overbygningen på Assens Skole for at yde forstærkning til Mariager Skoles svigtende børnetal, appellerer vi til, at følgerne heraf nøje overvejes:
Det er for det første langt fra givet, at Assens Skoles elever samt deres forældre vil mene, at akkurat Mariager Skole er deres oplagte valg. Familier der bor i den ende af skoledistriktet, der grænser direkte op til Hadsund, vil finde større fornuft i at søge den vej, men man kan forestille sig, dette vil blive vanskeliggjort pga. tilstrømningen af elever fra Havbakkeskolen til Hadsund Skole.
Hvad blev der af det frie skolevalg?
Der findes andre alternativer til Mariager Skole, bl.a. Vindblæs Friskole, som sandsynligvis vil profitere af en eventuel nedlæggelse. Ligeledes vil diverse efterskoler tage en endnu større del end tilfældet er i dag. Så hvor styrket Mariager Skole reelt bliver er langt fra sikkert. At sende elever fra Assens skoles overbygning til Mariager er at underminere det frie skolevalg. Forældre ønsker selv at vælge hvor deres børn skal gå i skole.
På Assens Skole er prognoserne for elevantallet stabile- de kommende 6. – 7. klasser ovenikøbet forholdsvis store. Vi har gode faglokaler i modsætning til Mariager Skole, og vi har plads til at modtage det halve spor, man kæmper med på Mariager Skole. Vi appellerer derfor til, at der kan blive gjort op med den vanetænkning, der ligger i, at det er eleverne fra Assens Skole, der skal tage busturen og ikke omvendt. Er der længere fra Mariager til Assens end omvendt?
Det ville være absolut relevant at dele skoledistriktet på en sådan måde, at man sikrer en bæredygtig overbygning på begge skoler.
Nogle af de tal, der bliver lagt til grund for indstillingen om at nedlægge Assens Skoles overbygning, mener vi er direkte misvisende. Eksempelvis er det forholdsvis beskedne antal af nybyggede huse pr. år ikke nødvendigvis et udtryk for en manglende tilflytning. Yngre børnefamilier flytter til Assens og ind i gamle huse, som de enten køber eller bor til leje i.
Som en yngre mand til mødet d. 30.9. udtalte, så boede han til leje i Assens, men den usikkerhed som varslingen om fjernelsen af overbygningen genererer, vil gøre det oplagt for ham at flytte til Randers. Denne gentagende usikkerhed vi har oplevet omkring vores skole gennem årene er alt andet end befordrende og har givetvis haft en negativ indflydelse på børnetallet.
For at dæmme op for det vigende børnetal – som i øvrigt er en tendens i hele kommunen – har Assens Skole det forløbne år samarbejdet med både Dagplejen og Børnehaven for at støtte op om hinanden. Vi forventer at kunne høste frugterne af dette samarbejde fremadrettet.
Flytningen af overbygningen på Assens Skole vil endvidere medføre fatale konsekvenser for livet i byens Idrætsforening, idet risikoen for at foreningen på sigt vil miste de unge udøvere, samt de instruktører og hjælpere, der rekrutteres heriblandt, er ganske stor. Dermed fjernes idrætsgrundlaget blandt de respektive årgange, der påtænkes flyttet til Mariager, og rollemodellerne for de yngre årgange forsvinder. Det sunde, aktive foreningsliv og byliv kommer dermed under pres.
Sidst men absolut ikke mindst er vi dybt bekymrede for de manglende visioner for de to specialtilbud, TF-eleverne i Højhuset og Kridthuset, som blev stillet til skue ved mødet d. 30.9.
I forbindelse med den nye specialskolestruktur blev disse to specialtilbud en del af Assens Skole og det med stor succes. Det var rigtig set dengang, at Assens Skole pga. sin overskuelige størrelse ville være velegnet til at indeholde disse elever og give muligheden for den helt nødvendige spejling børnene imellem -såvel i indskolingen, mellemtrinet og udskolingen. Vi kan derfor ikke undvære overbygningen i forhold til disse yderst sårbare elever, som det vil være dybt kritisabelt, for ikke at sige uanstændigt, at flytte endnu en gang. Omkostningerne for disse elever ved endnu en flytning er simpelthen for store.
Da tilgangen af elever inden for de nævnte specialområder er voksende, er der nogle udfordringer i form af bl.a. de nedslidte barakker i skoven. Vi foreslår derfor følgende: Den kommende nye børneinstitution skal desuden børnehavegruppen indeholde SFO. Derved frigives den nuværende SFO til brug for det relevante specialtilbud.
Det at der i Mariagerfjord Kommune findes folkeskoler af varierende størrelse inden for overskuelig afstand er et ubetinget gode, som Mariagerfjord kommunes politikere bør værne om fremfor at bekæmpe. Det giver ganske enkelt større muligheder for flere børn. Børn er forskellige og har forskellige behov – diagnoser eller ej. En mindre skole som Assens Skole giver gode læringsmuligheder for børn, der har behov for overskuelighed. Også i udskolingen.
Der er åbent for kommentarer nederst på siden.