Nyheder
Velkommen i Farmors stue
Vær med til at bryde tavsheden
.
Onsdag d. 16. september og torsdag d. 17. september kan alle interesserede besøge Farmors stue på Hadsund Butikscenter.
Psyk-Info i Region Nordjylland tager p.t. rundt i regionen med tiltaget Farmors stue, som på en anderledes måde inviterer til en snak om psykisk sygdom – det hele foregår under sloganet Kom ind i farmors stue og få lidt kuk-kuk til kaffen…”
I Farmors lille hyggelige stue er der nemlig rart at være, og her er der en person, som har lyst til at lytte til dét, du har på hjerte hvad enten det er bekymringer, erfaringer eller du har lyst til at dele din egen historie. Derudover kan vi svare på spørgsmål og give gode råd med på vejen.
Så over en kop friskbrygget kaffe og en småkage vendes altså stort som småt inden for hverdagen med psykisk sygdom.
Stuen er bemandet af personale fra Psyk-Info samt ambassadører, der har psykisk sygdom helt inde på livet, enten som patient eller pårørende.
Der er stadig mange fordomme og myter forbundet med det at være psykisk syg forhold som eksempelvis gør, at der bliver taget afstand, at man bliver udelukket fra forskellige sammenhænge, og at man ofte bliver misforstået.
Men når det viser sig, at en halv million danskere lider af en eller anden form for psykisk sygdom, og at det således er ret normalt hvorfor skal det så være så tabubelagt og et emne, der er så stor berøringsangst inden for?
Du kan være med til at bryde tavshed og tabu samt høre mere om psykisk sygdom – kom og besøg os i Farmors stue. Åbenhed er vejen frem!