Nyheder

Vellykket arrangement i selskab med ukrainere

Vellykket arrangement i selskab med ukrainere

Redaktion
Af Redaktion 5. april 2022

Af: Birgitte Holm

S.I. Mariager Fjord var torsdag aften d. 31. marts, i samarbejde med den lokal landmandsfamilie Mette Brøndum og Anders Laustsen i Norup, vært for et arrangement for ukrainske landbrugsmedhjælpere, deres familier og ukrainske flygtninge, der er kommet til kommunen.

Det blev et vellykket arrangement med godt 60 ukrainere, børn og voksne, ligeligt fordelt mellem herboende ukrainere og flygtninge, der lige er kommet til landet.

Der blev tændt lys for Ukraine og præst Rikke Visby Wickberg fra Durup kirke holdt en kort tale.

Efter et overdådigt kaffe- og kagebord, hvor DagliBrugsen i Assens donerede alle drikkevarer, var Røde Kors Hadsund afdelingen, inviteret til at fortælle, hvordan de gerne støtter flygtningene med praktisk hjælp til at søge opholdstilladelse osv.

Desuden støtter den lokale Røde Kors butik i Hadsund med hjælp til at møblere deres boliger, når de kommer så langt.

Organisationen Broen fortalte om den hjælp de kan yde børnene til en aktiv fritid.

Til sidst sluttede gårdejer Anders Laustsen af med bl.a. at sige, at ukrainerne ikke må være i tvivl, de er meget velkomne.

– Heldigvis spottede vi hurtigt at der kunne være et sprogproblem, men en af gæsterne, Marina, har boet i Danmark i 15 år så hun trådte straks til som tolk, fortæller Helle Luxhøj Jensen fra Soroptimisterne i Mariager Fjord.

Efterfølgende sendte Marina en besked, hvor der bl.a. stod:

“Mange tusind tak for en fantastisk aften. Det var SÅ GODT!!!! Der var mange ukrainske flygtninge, der havde sagt, at det var en dejlig aften, måske den bedste aften efter krigens start”.

“Vi Ukrainere, følte os SÅ meget velkommen.