Nyheder
Vi hepper på Kirstine
.Mariagerfjord Gymnasium hepper lige nu på Kirstine Hymøller fra 3.xz, der har kvalificeret sig til Biologiolympiaden 2015. Onsdag skal hun til finalen, der bliver afholdt på Aalborg Universitet. Det har været et benhårdt udskilningsforløb. To elever fra Mariagerfjord Gymnasium deltog i semifinalen sammen med 28 af landets allerbedste gymnasieelever. Kun 15 gik videre til den […]
.
Mariagerfjord Gymnasium hepper lige nu på Kirstine Hymøller fra 3.xz, der har kvalificeret sig til Biologiolympiaden 2015. Onsdag skal hun til finalen, der bliver afholdt på Aalborg Universitet.
Det har været et benhårdt udskilningsforløb. To elever fra Mariagerfjord Gymnasium deltog i semifinalen sammen med 28 af landets allerbedste gymnasieelever. Kun 15 gik videre til den nationale finale Kirstine Hymøller fra 3.xz er en af finalisterne. I morgen tager hun til Aalborg Universitet for at deltage i finalestævnet, der strækker sig over tre dage.
– Jeg havde slet ikke regnet med at gå videre. Det er ret vildt, og det bliver en stor oplevelse at være med til finalen. Men jeg forventer ikke at gå videre til den internationale konkurrence, for jeg er oppe imod nogle ret skarpe konkurrenter, fortæller hun.
Ved finalen skal Kirstine både løse teoretiske og praktiske opgaver. Hun ved på forhånd, at de praktiske øvelser kommer til at handle om mikrobiologi og dyrefysiologi, og det giver hende mulighed for at forberede sig hjemmefra. Forud for finalen har hun fået en engelsk bog på 1300 sider, og hun har deltaget i to træningslejre sammen med de andre finalister. På Science Center Sorø er hun blevet trænet i zoologi og botanik, og i København har hun lært om mikrobiologi.
– Jeg har lært biologi, som man normalt ikke har i gymnasiet, og det har været rigtig spændende. I Sorø skulle vi for eksempel dissekere græshopper og blæksprutter, og så kiggede vi på, mens en odder blev dissekeret. Gennem konkurrencen har jeg fundet ud af, hvor godt jeg egentlig kan lide faget biologi, siger hun og tilføjer:
– Jeg har også lært en masse søde mennesker at kende. Selvom det er en konkurrence, er vi blevet gode venner med hinanden. Og så har jeg fundet ud af, at biologi nørder åbenbart spiller rigtig meget Besserwisser, så det spiller jeg også nu, griner Kirstine.
Finalestævnet på Aalborg Universitet foregår fra d. 25. til 27. marts på Aalborg Universitet. Her kåres de fire vindere, der skal deltage i den Internationale Biologi Olympiade i Aarhus i juli 2015.
Billedet viser Kirstine Hymøller (tv) og Frederikke Laustsen fra 3.xz, der begge deltog i semifinalen.