Hobro og omegn

Vi Mangler gadebelysning af cykelsti på Døstrupvejen

Vi Mangler gadebelysning af cykelsti på Døstrupvejen
Redaktion
Af Redaktion 21. december 2016

.
Af Anette Stegger, Døstrup

I disse tider er der, som de fleste nok ved, meget fokus på, at mange børn og unge bevæger sig for lidt og ikke får den nødvendige motion i dagligdagen. Både skole, kommune og forældre har et ansvar i.f.t. dette og for at skabe de nødvendige rammer.

Vi er derfor flere forældre i Døstrup, der gerne vil bakke op omkring vores børns motion. Vi vil gerne sende vores børn afsted på cykel til og fra Rosendalskolen, som er en rute på knap 5 km. Der er cykelsti det meste af vejen langs Døstrupvej, men i de mørke efterårs- og vintermåneder er der bælg ragende mørkt morgen og aften på det meste af ruten, hvorfor vi er utrygge ved at lade vores børn færdes på stien.

Der er ingen gadebelysning, hvilket er et stort problem for de, der færdes på cykelstien. Fodgængere, cyklister, motionister og ryttere, der alle anvender cykelstien, har ikke ordentlig mulighed for at orientere sig ift. om der eksempelvis er isglatte områder. Herudover er det utrygt at færdes i mørket, især for de mindste.

Landsbyrådet har flere gange i løbet af de senere år haft kontakt til kommunen ift. at få bevilliget gadebelysning langs ruten. Svaret har hver gang været, at det er der ikke penge til.

Det, der kan undre nogle af os beboere i Døstrup, er, at der på stort set alle stier i de nybyggede områder i Hobro er fuld gadebelysning. På cykelstien til både Hørby Kirkeby og Valsgård står gadelygterne som perler på en snor. Hvis blot vi kunne få hver anden af disse gadelygter på Døstrupvejen, ville det være en stor hjælp.

Det er frustrerende at behovet ikke prioriteres højere, da spørgsmålet som sagt har været rejst flere gange overfor kommunen.

Vi betaler kommuneskat lige som alle andre i Mariagerfjord Kommune, men nogle gange opleves det desværre lidt som om, at vi små landsbyer hører til udkants Hobro, når det handler om forbedringer.

Jeg synes, vi skylder vores børn og unge, at de får muligheden for at færdes trygt i trafikken, og at de ikke fratages muligheden for den daglige motion og friske luft til og fra skole pga. mangelfuld belysning på cykelstien.

Jeg håber inderligt, at Mariagerfjord Kommune vil se på problematikken endnu engang, og handle på det hurtigst muligt.

Hobro og omegn

Se flere artikler