Debat

Vi skal passe på børn og unge med særlige behov

Af Trine Blaabjerg, kandidat til byrådet for Socialdemokratiet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 12. november 2025

I disse år ser vi en stigende tendens til, at kommuner ønsker at inkludere alle børn og unge i de almene dagtilbud og skoler – uanset deres behov. På papiret kan det lyde både rigtigt og rummeligt. Men i praksis bliver det alt for ofte et spørgsmål om økonomi frem for faglighed og trivsel. Det er en farlig vej at gå – og heldigvis ikke en, vi har valgt at følge i Mariagerfjord.

Gennem tiden har jeg mødt mange børn og unge, der hver dag kæmper for at finde fodfæste i en verden, der kan virke for uoverskuelig. Børn og unge med ADHD, autisme eller andre særlige behov, der har brug for et andet læringsmiljø – ikke fordi medarbejderne i det almene område ikke er dygtige, men fordi de har brug for et sted med færre børn, mere tid, mere struktur og voksne med specialiserede kompetencer. Samtidig skal lokalerne være indrettet til børn og unge med særlige behov. Når de får den rette støtte, kan de blomstre – men når de presses ind i rammer, der ikke passer til dem, mister de fodfæstet.

Derfor bliver jeg oprigtigt bekymret, når jeg ser, at specialtilbud i andre kommuner bliver lukket, og børn og unge med særlige behov bliver placeret i almenområdet uden den nødvendige støtte. Det er ikke fair over for dem – og det er heller ikke fair over for de øvrige børn og unge eller de voksne omkring dem. Vi risikerer at svigte dem, der har allermest brug for vores omsorg, og det kan få alvorlige konsekvenser – både for deres udvikling og for fællesskabet. Det må ikke ske i Mariagerfjord.

Vi skylder alle børn og unge at give dem de bedste forudsætninger for at trives, lære og udvikle sig. Det gør vi ikke ved at spare på specialområdet, men ved at styrke det – samtidig med, at vi løfter det almene område, så vi bliver bedre til at forebygge tidligt. Når vi investerer i både de specialiserede og de forebyggende indsatser, giver vi børn og unge mulighed for at blive en del af fællesskabet – på deres egne præmisser.

At sikre børn og unge med særlige behov de rette rammer er ikke en udgift. Det er en investering i mennesker – i børne- og ungeliv, trivsel og fremtid.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!