Vigtig åbning af indendørs idræt

16. april 2021

Vigtig åbning af indendørs idræt

Af Carina Kondrup

Hos DIF er der glæde over, at al organiseret indendørs idræt kommer i gang pr. 21. april både for børn og unge, men også for ældre over 70 år. Det er vigtigt for trivslen, men også for at mindske frafaldet af medlemmer og frivillige.

En stor del af dansk idræt har med spænding ventet på, hvor meget af indendørsidrætten for børn og unge, der kom med i åbningen den 21. april. Og nu er spændingen udløst det bliver alle idrætter med et forsamlingsforbud på op til 25 personer. Dertil kommer yderligere åbning for de 70+-årige med et loft på 10 personer.

“Rigtig mange af vores medlemmer og frivillige har trippet for at komme i gang med svømning, gymnastik, badminton, bordtennis og alle vores andre indendørs idrætter. Nu får en stor del af dem endelig mulighed for at komme tilbage til deres faste fællesskaber, og vi ved, at det har stor betydning for trivslen både for unge og ældre” fastslår Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.

Han håber, at åbningen kan være med til at stoppe frafaldet af medlemmer og frivillige, som har været en af konsekvenserne ved nedlukningen.

“Der er ingen tvivl om, at det også af hensyn til folkesundheden og fastholdelse af danskerne i foreningsidrætten har været vigtigt også at få genåbnet en større del. Derfor er vi glade for at kunne tage endnu et skridt mod en mere normal hverdag også i idrætslivet. Og vi glæder os til at vi forhåbentlig kan tage yderligere skridt i den kommende tid” fastslår Morten Mølholm Hansen.

Med aftalen bliver også superligaordningen genoptaget, så fodboldfans fra på onsdag igen kan komme på stadion. Det er en aftale, som DIF håber på bliver udvidet til andre sportsgrene snarest muligt.

Kæmper mod coronapas i foreningslivet

For børn og unge skal der ikke fremvises coronapas i foreningslivet. Men blandt flere punkter på ønskesedlen står, at den planlagte coronapas-ordning for voksne bliver droppet for det frivillige foreningsliv indendørs.

“Vi har selvfølgelig forståelse for, at vi skal gøre alt for at undgå smittespredning, men vi er baseret på frivillig arbejdskraft, og det er en stor bureaukratisk byrde at lægge over på dem, så hvis det fastholdes som et ultimativt krav, så håber vi, at man kan lægge op til en form for selvjustits hos det enkelte medlem” fastslår Morten Mølholm Hansen.

“Men alt i alt er det en glædelig dag ovenpå den seneste aftale. Vi hviler dog ikke på laurbærrene. Både vi, vores forbund og foreninger glæder os bl.a. til at de voksne under 70 år også kommer med indendørs forhåbentlig uden fremvisning coronapas ligesom vi står klar til at genstarte endnu mere af idrætten i form af motionsarrangementer, øget forsamlingslofter mv.” siger DIF-direktøren.

Den politiske aftale anslår de overordnede rammer for genåbningen pr. 21. april. I de kommende dage afventer idrætten yderligere konkretisering af rammerne.