Kultur
Vikingerne på Fyrkat gør klar til vintersolhvervsmarked
Boder, håndværk, familieaktiviteter og stort fakkeltog venter på Stormandens Gård
På lørdag den 13. december samles egnens vikinger for 29. gang til det årlige vintersolhvervsmarked på Stormandens Gård ved Fyrkat. Her fejrer de, at mørket snart afløses af lysere tider – og alle er velkomne til en dag fyldt med håndværk, historie og hyggelig julestemning. Der er fri entré for alle.
Markedshaller med unikke vikingevare
Når markedet åbner klokken 12, vil gæster blive mødt af fyldte boder med et væld af håndlavede varer. Mere end 65 vikinger deltager, og de sælger blandt andet plantefarvet garn, syede huer, nålebundne vanter, knive, rav- og sølvsmykker, glasperler, vokslys og mjød i mange smagsvarianter.
Det bliver dermed muligt at finde personlige julegaver, som ingen andre får magen til – alle skabt med respekt for de gamle håndværkstraditioner.
Læs også:
Oplevelser for store og små
Markedet byder også på aktiviteter, hvor gæsterne selv kan være med. Man kan fremstille sit eget runearmbånd, slå vikingemønter eller lægge vejen forbi langhuset, hvor der spilles vikingemusik i løbet af eftermiddagen.
Dagen rundes af med et flot ildshow kl. 15.50, hvor en vikingejonglør byder på et spektakulært show i ære for solens snarlige tilbagekomst.
Fakkeltog i vintermørket
Kl. 16.00 starter det traditionsrige fakkeltog – et af dagens højdepunkter. Her går vikinger og gæster rundt om langhuset med fakler, inden faklerne ofres på bålet ledsaget af traditionelle vers om årets hjul, der drejer, og solen, der snart vender tilbage.
Fakkeltoget skaber en stemningsfuld afslutning på en dag, der leder tankerne tilbage til vikingernes ritualer og tro på naturens kræfter.
Tid og sted
Vintersolhvervsmarkedet
Lørdag 13. december 2025 kl. 12.00–16.00
Vikingemuseet Fyrkat
Fyrkatvej 37 B, 9500 Hobro
Fri entré
Gæster opfordres til at medbringe kontanter eller brudsølv til handel i boderne. I museumsbutikken kan der dog betales med kort.
Læs også: