Hadsund og omegn
Vild med dans – nu også på Teglgården!
“Dans er en rytmisk, bevidst og behagelig bevægelse af hele kroppen, oftest til musik, og defineres også som scenekunst når der danses foran et publikum. Udover ren fysisk fornøjelse oplevet af den dansende person, har dans også symbolsk og æstetisk værdi. Dans kan derfor også betegnes som en bevægelse af menneskekroppen med æstetisk formål.”
Således defineres dans ofte…
Når der er kaldt sammen til dans på et plejecenter kan man også kalde dansen for kunst – bare på en anden måde. Men glæden ved at danse, og lysten til at bevæge sig til god musik er nøjagtig den samme for de involverede.
Det kunne tydeligt ses på Plejecenter Teglgården i Als, da der fredag d. 17. januar blev budt på dans til dejlig musik, sammensat af Henrik Andersen fra Øster Hurup. Henrik fungerer lejlighedsvis som discjockey for det ældre segment, og han havde medbragt sin kone Hanne som roadie.
Så er dansen startet
I dagens festlige anledning var torsdagsvennerne også indbudt – den frivillige gruppe af damer, som stadig en dag om ugen møder op på Teglgården for at tilbyde en gåtur, cykeltur, fællessang eller højtlæsning.
Papegøjestuen var pyntet flot op med balloner og glimmer, og der blev serveret kaffe og lagkage og små skarpe til kaffen. Herefter kunne der bestilles kolde øl eller gode drinks.
Den gode musik fra dengang vakte både glæde og nostalgi hos beboerne…og gang i danseskoene! Og uanset om man var mobil eller kørestolsbruger var danseglæden den samme, og der var til tider trængsel på dansegulvet!
Plejecenterleder Heidi Jensen, som selv fik danset sig til sved på panden, sagde efter arrangementet: “Det har været en skøn eftermiddag! Vi var på forhånd i tvivl om hvor vidt det ville blive en succes, men vi ramte plet, og det bliver bestemt ikke sidste gang vi holder fredagsbal…det var ren livsglæde”.
DJ Henrik Andersen havde det store udstyr med, og gjorde et fantastisk stykke arbejde.