Nyheder
Villaer fra 60´erne sælges hurtigt
.Villaer fra 60´erne er billige og sælges hurtigst. Det viser ny undersøgelse boligsiden.dk har lavet for RealMæglerne. Af Claus Forrai, finansbureauet.dk Prisen på en villa afhænger ikke kun af beliggenheden. Kvadratmeterprisen afhænger også i høj grad af opførelsesåret for villaen. Det viser en ny undersøgelse boligsiden.dk har lavet for RealMæglerne Holding A/S. Også liggetiderne og […]
.
Villaer fra 60´erne er billige og sælges hurtigst. Det viser ny undersøgelse boligsiden.dk har lavet for RealMæglerne.
Af Claus Forrai, finansbureauet.dk
Prisen på en villa afhænger ikke kun af beliggenheden. Kvadratmeterprisen afhænger også i høj grad af opførelsesåret for villaen. Det viser en ny undersøgelse boligsiden.dk har lavet for RealMæglerne Holding A/S. Også liggetiderne og størrelsen på nedslaget i prisen synes at afhænge af, i hvilket årti villaen er opført.
Undersøgelsen viser, at villaerne fra 60´erne er blandt de billigste og sælges hurtigst af alle. Kun villaer fra før 1909 er billigere målt på kvadratmeterprisen, men er til gengæld langt længere tid om at blive solgt, og med et langt større nedslag i prisen.
Også villaerne fra 70´erne er både billige og populære. Næsten 20 % af alle handlede villaer er opført i det årti, og handles til endnu lavere priser end villaer fra 60´erne.
For såvel villaer fra 60´erne som fra 70´erne gælder, at der oftest er tale om parcelhusbyggeri af en standard, som ikke lever helt op til nutidens krav. Men når blot dette afspejles i prisen, er det ikke svært at sælge boligerne. Hvis man køber sådan et hus, er det oftest beliggenheden man går efter. “Når det gælder boliger fra 60`erne og 70´erne, kniber det hverken med efterspørgslen eller udbuddet. Kvaliteten af byggeriet er ikke altid i top, men det er beliggenheden til gengæld ofte”, forklarer direktør Niels Brandt fra RealMæglerne.
Ved traditionelt nybyggeri, er man ofte tvunget til at vælge nogle mindre attraktive grunde. Derfor foretrækker mange at købe et ældre velbeliggende parcelhus, og modernisere det eller rive det ned og bygge nyt, så man bringer boligstandarden op på nutidigt niveau. Prisen på nyere og nybyggede villaer ligger næsten 70 % over prisen på villaer fra 60´erne og 70´erne, og handles generelt med kun små nedslag i prisen. “Prisen på det typiske parcelhus fra 1960´erne tiltrækker uomtvisteligt købere. Samtidig er det kendetegnende for parcellerne, at de ligger i trygge villaområder med gode stilsystemer tæt på skole og institutioner. Sammen med de lave priser gør det især parcellerne interessante for førstegangskøbere, der skal til at stifte familie”, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør fra boligsiden.dk.
Også boligerne fra 30´erne er populære. Her er det byggestilen som trækker læsset. “I 1930´erne blev der ofte bygget patriciervillaer. Og de har vist sig gode til at holde eller forøge deres værdi over årene. Detaljeniveauet i boligerne er som regel højt, og der er ikke sparet på de gode materialer. Og det indvirker på prisen. Også funkisvillaer var populære at opføre i den periode. Den rene ubrudte linier i husene tiltaler mange, og funkisvillaerne sender signaler til omgivelserne om en holdning til arkitektur”, forklarer direktør Niels Brandt fra RealMæglerne.