Arden og omegn

Vision sætter ambitiøs kurs for Mariagerfjord

Vision sætter ambitiøs kurs for Mariagerfjord

Redaktion
Af Redaktion 3. juni 2022

Af Klaus Hansen

Enigt byråd sagde ja til en ny vision, der sætter bæredygtig udvikling og fællesskaber i centrum

Sammen skaber vi bæredygtig udvikling i mulighedernes Mariagerfjord – midt i det nord- og østjyske. Her vil vi mere – og der er plads til flere! Sådan hedder Mariagerfjord Kommunes spritnye vision, som sender den velkendte ditto ‘et godt sted at bo, leve og arbejde’ på velfortjent pension. 11 udsagn udfolder visionen under temaerne ‘bo og opleve’, ‘sundhed i alle livets faser’, ‘vækst og udvikling’, samt ‘naturligvis grønnere’.

Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over den nye vision, som byrådet har sat ord på.

– Vi har haft en god og grundig proces, hvor alle har givet deres besyv med. Det er et sundt udgangspunkt, at byrådet bakker op om den fælles vision, fordi det skaber ejerskab både i byrådssalen og i de enkelte politiske udvalg, siger borgmesteren.

Skønt Mogens Jespersen glæder sig over det fælles visionære fodslag, understreger han, at det politiske arbejde kun netop er begyndt.

– Visionen udstikker en ambitiøs kurs for kommunens udvikling. Nu er det op til os politikere at omsætte den til politiske initiativer, der trækker kommunen i den rigtige retning og forløser de store potentialer med hensyn til blandt andet bosætning, sundhed, vækst og natur og klima, tilføjer han.

Alle må være med

Visionen er ifølge borgmesteren en åben invitation til alle, der kan og vil bidrage positivt til fællesskabet og ikke mindst vil besøge den nordjyske fjordkommune og måske bosætte sig ved fjord, skov og strand.

Den grønne dagsorden spiller også en hovedrolle. Her vil man være en grøn foregangskommune i samarbejde med borgere, erhvervsliv og civilsamfund. Desuden vil man gøre den unikke natur tilgængelig for borgere og besøgende ved at udvikle biodiversiteten og understøtte et aktivt udeliv ved skov, strand og fjord.

Visionen sætter rammen om livet fra barnsben til alderdommen. Derfor skal de politiske udvalg i de kommende måneder drøfte, hvordan de hver især bringer visionen i spil på deres respektive politiske ansvarsområder.

Ud over det politiske udvalgsarbejde er visionen ifølge kommunaldirektør Anne Velling også en vigtig rettesnor for kommunens ledere og medarbejdere.

– Vores vision skal være konkret og nærværende, så alle ved, hvordan deres indsats understøtter kommunens vision og skaber værdi for borgere, foreninger, erhvervsliv og andre samarbejdspartnere. Derfor skal vi drøfte, hvordan vi arbejder med visionen i organisationen og på kommunens arbejdspladser, siger Anne Velling.

– Med visionen får vi et fælles sigte, når vi løser vores kerneopgaver og så er det meget nemmere at løfte i flok. Vi glæder os til at bringe visionen i spil sammen med borgere, foreninger, erhvervsliv og alle andre, der har lyst til at bidrage positivt til kommunens udvikling, slutter kommunaldirektøren.

Visionen er resultatet af et visionsseminar i foråret, der var et led i introduktionsprogrammet for det nye byråd. Først blev Byrådet præsenteret for fakta og udsagn om Mariagerfjord Kommunes udfordringer og potentialer for at skabe en fælles forståelse. Dernæst formulerede politikerne en skitse til en ny vision. Den blev drøftet på et temamøde i slutningen af marts og seks byrådsmedlemmer fik til opgave at formulere den endelige vision.

De seks byrådsmedlemmer var borgmester Mogens Jespersen (V), Laura Holm (C), Lone Sondrup (V), Malene Ingwersen (Ø), Edin Hajder (A) og Mette Binderup (A).

Byrådet vedtog den nye vision på byrådsmødet 25. maj 2022.

Arden og omegn

Se flere artikler