.
Af Klaus Hansen
Det sker den 25. til 28. maj, og de mange vilde kampe kombineres med et stort marked, der byder på både underholdning og middelaldergourmet på Spøttrup Borg.
Det er en sand verdensbegivenhed, der indtager det danske land med en hel hær af kæmpere. Efter at have afholdt VM i middelalderkamp i henholdsvis Spanien, Polen og Portugal har The International Medieval Combat Federation nu udset sig Danmark som vært for mesterskaberne.
Det drejer sig nærmere betegnet om Spøttrup, der med landets bedst bevarede middelalderborg udgør en ideel ramme omkring de vilde kampråb og lyden af metal mod metal. Verdensmesterskaberne afvikles henover Kristi Himmelfartsferien, som i år ligger fra den 25. til 28. maj.
30 danskere blandt de 500 riddere
Ikke mindre end 500 kæmpere fra 25 forskellige lande vil dyste mod hinanden i en række forskellige discipliner, der tæller alt fra mand-mod-mand til store slag, hvor hold af 16 personer kæmper mod hinanden med sværd, økser, køller og krigshammere. Læs mere om middelalderkampens historie og regler i faktaboksen herunder.
Blandt de 500 kæmpere finder man 30 danskere, og det forventes, at mesterskaberne vil tiltrække op mod 20.000 tilskuere.
En stor anerkendelse af Spøttrups ihærdige arbejde
Sam Wullum er museumsinspektør på Spøttrup Borg, og han er særdeles stolt over, at IMCF har valgt netop denne location til mesterskaberne:
Den fundamentale vision, vi har for Spøttrup Borg, er, at vi ønsker at formidle middelalderen på en måde, der både er stærkt vital og vedkommende for nutidens publikum, forklarer han og fortsætter:
IMCFs valg af Spøttrup er en stor anerkendelse af vores ihærdige arbejde, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at se historien blive vakt til sprællevende live til maj. Det er et stort og vigtigt kapitel i Spøttrups historie, der hermed bliver skrevet.
Stort marked med middelaldergourmet og underholdning
I forbindelse med mesterskaberne bliver parken omkring Spøttrup Borg omdannet til et middelaldermarked, hvor man kan købe alt fra ringbrynjer til mjød, og på borgen kan man opleve underholdning og mæske sig i autentisk middelaldergourmet som en ægte kriger.
Det er en oplevelse, som mange allerede vil kende fra Bispens Marked, som Spøttrup afholder hvert år og i år afholdes markedet fra 24. til 29. juli.