Politik

Vores skolebørns sikkerhed i Hadsund

Vores skolebørns sikkerhed i Hadsund

Af Laura Holm, Byrådsmedlem (C) i Mariagerfjord Kommune, Norup

Vores skolebørns sikkerhed i Hadsund
21. august 2023
Af Redaktion

.

Hvert år ved samme tid her i uge 32 og 33 er der særlige politiindsatser, som er koncentreret om skoleveje, idet de blandt andet har fokus på bilernes hastighed, vores brug af sikkerhedssele og forældrenes trafikale adfærd i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.

Hver dag færdes mange børn og unge nær vores lokale skole(r), og da flere elever kommer fra landdistrikterne, vil mange naturligvis også blive transporteret i bil. Dog er der fortsat mange børn, som cykler eller går, og der skal altså en del gange til, før man er erfaren cyklist, når man som 7-8-årige færdes på egen hånd.

Vigtigheden af, at man som bilist kører hensynsfuldt på skolevejene, skal ikke negligeres, men omvendt kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, at cykelstier kan medvirke til øget sikring af tryghed og skoleveje for de bløde trafikanter. Og det mangler i min optik i forbindelse med Hadsund Skole.

Øster Alle og børn på vejen

En lokal mand kontaktede mig for noget tid siden og belyste ligeledes, at der på Øster Alle i Hadsund er en lang strækning, hvor børn og unge cykler ude på vejen, fordi de ikke har andre muligheder.

Det gør sig også gældende på veje som Fjordgade, Fiskerihavnsvej og Bådsstræde. Selvom de blot skal krydse vejen et par gange mellem de to strækninger med cykelsti, så er det en relativ lang vej, hvor de altså er ret udsatte, og det er utrygt både som cyklist og bilist.

Det er selvfølgeligt glimrende med kampagner og tiltag, som fokuserer på at sænke hastighed i bilerne samt på børns brug af cykelhjelm, men vi skal da som kommune først og fremmest sikre, at vores børn helt kan undgå at cykle på kørebanen. Jeg er nysgerrig på, om man gør sig nogle tanker om netop denne strækning i Teknisk Forvaltning, og det har jeg selvfølgelig tænkt mig at undersøge.

Det kan endda betyde, at flere forældre vil blive trygge ved at lade deres barn cykle i skole, og så kan vi måske tilmed reducere trafikken og risikoen for ulykker.

Oplev den nye danske film Synkefri i Mariager

Læs også: Oplev den nye danske film Synkefri i Mariager

Tilmeld dig vores nyhedsbrev