Mariager og omegn
Weekend med bjæf, mudder og grin i Mariager
Det var første gang, det skulle afholdes i Mariager og det involverede næsten hele byen. Om det så var frivillige ildsjæle, personale fra Mariagerhallen eller spejderne, så stillede byen op, da der blev inviteret på masser af bjæf, mudder og grin – samt hård konkurrence tl K9 Biathlon for alle.
Hvis du opholdt dig i Mariager i den forgangne weekend, kunne du nok høre et bjæf eller to. Muligvis også en masse grin – især når de konkurrende hunde og deres ejere sluttede forhindringsbanen af på vandrutchebanen.
Der blev for første gang i Mariager holdt K9 Biathlon for alle, som i bund og grund er et kombineret løb og forhindringsløb med hund. Der var lange og korte distancer, ligesom der var mulighed for både at løbe eller gå. Nogle gjorde det for at vinde – andre bare for en god oplevelse med deres hund. Der var plads til alle – og det var heldigt, for der var i omegnen af 800 hunde og ejere tilmeldt over to dage.
Foto: Benedikte Jensen
Der blev konkurreret på tre distancer – 2,6 km., 5,2 km. og 7,8 km. for de voksne og korte børneheats til de yngste. Af hunde kunne man nærmest se alle racer repræsenteret; Siberian husky, Labrador Retriever, Kleiner Münsterländer, Golden Retriever og sågar ned til de mindste Chihuahuaer.
Foto: Benedikte Jensen
Næste stævne er DACIA GOLD CUP – K9 Biathlon for alle, som foregår den 12. og 13. oktober i Næstved. Se mere her.