Wuffins – hundefrisør for store og små hunde er åbnet i Hobro

7. oktober 2019

Udover Carina kan du møde Nete Grove Petersen i butikken.

.
Af Klaus Hansen

Hundefrisøren med det helt perfekte navn Wuffins åbnede i Hobro fredag d. 4 oktober på Tværgade i Hobro i gennemrenoverede lokaler og med en stor åbningsfest.

Bag de store ruder kan man ret hurtigt se, at der er sket en masse i den gamle blomsterbutik.

– Vi har knoklet for at blive klar til at byde alverdens hunderacer indenfor i de hyggelige lokaler. Og hvilket åbningsfest vi havde i fredags, hvor mange to- og firbenede kiggede forbi for at se, høre mere og opleve vores nye univers til områdets mange hunde, fortæller ejer Carina Rask Vernersen.

Carina uddyber, Wuffins ikke er en hundefrisør i traditionel forstand. Det er et luksus-hundeunivers med fokus på forkælelse for alle hunde, men også et mødested for hundeejere og alle der elsker hunde.

– Der bliver mulighed for de helt store luksusbehandlinger med både bad og klip, men du kan også sagtens komme forbi, hvis din hund bare skal have klippet sine negle. Derudover, vil Wuffins også tilbyde at komme ud til folk og klippe deres hunde i eget hjem. Dette er simpelthen fordi vi mener, at alle hunde skal have mulighed for at blive forkælet. Vi ved dog også, at der kan være hundejere uden en bil, som er gangbesværet eller måske syge. Disse mennesker skal selvfølgelig også have muligheden for at give deres hund lidt luksus, fortæller Carina og smiler.

Til åbningsfesten havde Carina allieret sig med et væld af konsulenter. Der varbesøg af en hundemassør, pelspleje ekspert, adfærdspecialist og en hundetegner, og så var der mulighed for GRATIS negleklip hele dagen.

– Tak til alle som kiggede forbi til åbningsfesten. Det var en overvældende dag, hvor mange timers forberedelse endelig blev udløst og heldigvis blev konceptet taget rigtig godt imod både på selve dagen i butikken, på vores digitale platforme og allerbedst på bookingkalenderen, fortæller Carina og smiler.

– Det er også ret vigtigt at nævne, at hos os bliver din hund behandlet af uddannet personale. Nete Grove Petersen er ansat i salonen, og hun er uddannet hundefrisør med 10 års erfaring. Jeg selv skal i lære som hundefrisør, imens jeg også står for den daglige drift af salonen slutter Carina.

Konceptet bag Wuffins
Hele konceptet bag Wuffins er bygget op omkring den amerikanske hundekultur, hvor hunden ikke bare er en hund, men et respekteret familiemedlem. I USA bliver alle hunde nemlig behandlet som små stjerner, og det hele må godt være lidt luksuspræget. Det er ikke bare en trend, men en livsstil, som er kommet for at blive. Den livsstil vil vi også gerne bringe til Danmark, og med Wuffins håber vi at skabe et univers hvor hunden er stjernen i centrum.

Til sidst nævner Carina Rask Vernersen også, at der i starten af det nye år vil blive koblet en webshop til salonen, men at de også har store planer om at ville være Danmarks første hundefrisør-kæde.

Hobro og omegn

Se flere artikler