Nyheder

Flertal af danskerne ser udviklingsbistand som en investering i Danmark

Ny Epinion-undersøgelse viser bred opbakning til udviklingsbistand – både af hensyn til mennesker i nød og Danmarks relationer til andre lande

Redaktion
Af Redaktion 16. februar 2026

Et klart flertal af danskerne mener, at udviklingsbistand er en vigtig investering for Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion, der er gennemført blandt 804 danskere i slutningen af januar 2026 på vegne af Folkekirkens Nødhjælp.

64 procent: Bistand er vigtig for Danmarks relationer

Undersøgelsen viser, at 64 procent af danskerne er enige i, at udviklingsbistand er en vigtig investering for Danmark i en tid, hvor vi skal sikre os gode relationer til andre lande.

Heraf svarer 21 procent, at de er meget enige, mens 43 procent er delvist enige. Kun 11 procent er uenige.

67 procent: Bistanden gør en reel forskel

Der er også stor tiltro til, at bistanden hjælper mennesker ude i verden.

67 procent af de adspurgte er enige i, at Danmarks udviklingsbistand gør en vigtig forskel for mennesker i nød. 27 procent er meget enige, og 40 procent er delvist enige. Kun 9 procent er uenige.

Næsten halvdelen mener, niveauet er passende

Når det gælder niveauet for Danmarks udviklingsbistand, mener knap halvdelen af danskerne (49 procent), at Danmark i dag bruger en tilpas andel af BNI på udviklingsbistand.

Samtidig mener 19 procent, at Danmark bør bruge en større andel end i dag, mens 14 procent ønsker en mindre andel.

Generalsekretær: “Stabil og bred folkelig opbakning”

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, mener, at undersøgelsen viser en tydelig opbakning i befolkningen.

”Undersøgelsen peger samlet set på en stabil og bred folkelig opbakning til Danmarks udviklingsbistand – både som en uundværlig og livreddende humanitær indsats og som en afgørende del af Danmarks samlede sikkerhed.

Jeg er glad for at se, at to ud af tre regeringspartier – Socialdemokratiet og Moderaterne – slår ring om, at Danmark fortsat skal leve op til vores internationale forpligtelser og bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand. Det er vigtigt for mennesker i nød ude i verden, og det er samtidig vigtigt for et stærkt Danmark, der skal navigere i en svær geopolitisk tid.” siger Jonas Nøddekær.

Undersøgelsen er lavet for Folkekirkens Nødhjælp

Undersøgelsen er gennemført af Epinion i slutningen af januar 2026 på vegne af Folkekirkens Nødhjælp.

For spørgsmål til undersøgelsen eller forespørgsler om data kan pressechef Poul Kjar kontaktes.