Økonomi

Nye skatteregler kan skabe historiske mulighed for seniorer: Kan få op mod 373.000 kroner ekstra

Nye skatteregler kan give seniorer tusindvis af kroner ekstra om året. Ifølge pensionsselskabet PFA kan de samlede økonomiske fordele ved at arbejde frem til 70-årsalderen løbe op i næsten 374.000 kroner efter skat.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen I dag kl. 15:00

Det kan blive endnu mere økonomisk attraktivt for ældre danskere at fortsætte med at arbejde frem mod pensionsalderen.

Torsdag den 12. november skal Folketinget efter planen tredjebehandle et lovforslag, der vil give seniorer et markant større beskæftigelsesfradrag.

Hvis forslaget bliver vedtaget, kan seniorer få en årlig skattelettelse på op til cirka 9.600 kroner. Samtidig udvides ordningen, så den gælder i de sidste fem kalenderår før folkepensionsåret mod tidligere to år.

Ifølge tal fra Jobindsats er mere end 200.000 danskere mellem 62 og 66 år i beskæftigelse og kan dermed potentielt få glæde af de nye regler.

Op mod 374.000 kroner ekstra

Landets største pensionsselskab, PFA, har gennemgået de økonomiske forbedringer, som politikerne har indført for seniorer gennem de seneste otte år.

Opgørelsen viser, at en senior, der fortsætter med at arbejde frem til 70-årsalderen, i et konkret regneeksempel kan opnå en samlet økonomisk fordel på op til 373.705 kroner efter skat.

For en senior med en årlig bruttoløn på 500.000 kroner viser beregningen en samlet fordel på 342.550 kroner.

Beregningerne tager udgangspunkt i en person, der som 63-årig indbetaler 15 procent af lønnen til pension og fortsætter med at arbejde til 70-årsalderen, hvilket i eksemplet er to år efter folkepensionsalderen.

Beløbene omfatter blandt andet ekstra skattefradrag, skattefri seniorpræmie og ændrede regler for modregning i folkepensionen.

PFA: Seniorerne har fået store økonomiske fordele

Ifølge Camilla Schjølin fra PFA er der tale om en bemærkelsesværdig udvikling.

“De seneste år har der været en meget stor pengeregn over seniorerne. Politikerne har både indført den skattefri seniorpræmie, lempet modregningen i folkepensionen og indført et ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer. Med det nye forslag fortsætter den udvikling. Det er svært at finde andre grupper på arbejdsmarkedet, som har fået så mange målrettede økonomiske forbedringer på så kort tid,” udtaler Camilla Schjølin.

Hun oplever samtidig, at de økonomiske muligheder har stor betydning for seniorernes overvejelser om pension.

“Mange af vores kunder over 60 år følger spændt med i om forslaget bliver vedtaget, og det fortæller mig, at tiltaget rent faktisk kan være med til at påvirke beslutningen om, hvornår man stopper med at arbejde,” vurderer Camilla Schjølin.

Nye regler kan få virkning fra januar

Lovforslaget lægger op til, at det ekstra beskæftigelsesfradrag forhøjes fra 1,4 procent til 8,5 procent af arbejdsindkomsten.

Det maksimale fradrag vil dermed stige fra 6.100 kroner til 37.000 kroner i 2026.

Fra 2030 er det planen, at fradraget forhøjes yderligere til 10 procent med et maksimalt beløb på 43.800 kroner.

Hvis lovforslaget vedtages, vil ændringerne få virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2026.

Der er dog en vigtig detalje, som seniorerne skal være opmærksomme på.

“Man skal være opmærksom på at man ikke får fradraget i selve det kalenderår, hvor man når folkepensionsalderen”, understreger Camilla Schjølin.

Flere økonomiske fordele ved at arbejde længere

Det nye beskæftigelsesfradrag er blot den seneste i rækken af ordninger, der skal gøre det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet.

Allerede i 2018 blev der indført et ekstra skattefradrag for pensionsindbetalinger, mens den skattefri seniorpræmie blev indført i 2019.

Seniorpræmien kan udbetales til personer, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen. Det kræver blandt andet, at man arbejder mindst 1.560 timer årligt.

Samtidig har ændringer i reglerne for modregning i folkepensionen forbedret økonomien for pensionister med arbejdsindkomst.

“Fradraget vil gøre det mere attraktivt at arbejde de sidste år frem mod folkepensionsalderen, og lægger sig i halen af de seneste års mange politiske tiltag, som har til formål at motivere seniorerne til at blive hængende på arbejdsmarkedet,” lyder det fra Camilla Schjølin.

Fakta: Så meget kan seniorer få ekstra

PFA har beregnet de samlede økonomiske fordele for to seniorer med forskellige lønindkomster, som arbejder frem til 70-årsalderen.

Økonomisk fordelÅrsløn 500.000 kr.Årsløn 900.000 kr.
Ekstra skattefradrag for pensionsindbetalinger39.550 kr.50.350 kr.
Seniorbeskæftigelsesfradrag49.750 kr.49.750 kr.
Skattefri seniorpræmie i to år89.850 kr.89.850 kr.
Ekstra folkepension i to år163.400 kr.183.755 kr.
Samlet fordel efter skat342.550 kr.373.705 kr.

Kilde: PFA. Beregningerne er baseret på 2026-tal og forudsætter blandt andet en pensionsindbetaling på 15 procent, fortsat beskæftigelse til 70 år og opfyldelse af betingelserne for seniorpræmie. Beløbene er regneeksempler og ikke en garanti for den enkelte senior. Beregningen omfatter det foreslåede forhøjede beskæftigelsesfradrag, som endnu ikke er vedtaget.