Uddannelse

Flere søger ind på socialpædagoguddannelsen

En ny stigning i kvote 2-ansøgninger vækker optimisme, og Socialpædagogerne håber, at en kommende reform kan få endnu flere unge til at vælge faget.

Søren Greve
Af Søren Greve 15. marts 2026

Flere unge har i år søgt ind på pædagoguddannelsen via kvote 2. Det viser nye ansøgningstal, som ifølge Socialpædagogerne peger på en positiv udvikling for uddannelsen. Sammenlignet med sidste år er der tale om en stigning på 2 procent, efter at kvote 2-søgningen året før steg med 4 procent. Dermed ser den tidligere nedgang ud til at være bremset.

Hos Socialpædagogerne bliver udviklingen taget godt imod, fordi der er stor efterspørgsel på uddannede socialpædagoger til arbejdet med mennesker med handicap, psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.

Reform skal gøre uddannelsen mere attraktiv

Socialpædagogernes formand Benny Andersen peger på, at en politisk aftale fra sidste år kan være med til at styrke interessen yderligere.

”Det er meget positivt, at flere unge igen får øjnene op for pædagoguddannelsen – og vi byder dem mere end velkomne. For der er et kæmpestort behov for dygtige socialpædagoger, som kan støtte mennesker med handicap, psykiske lidelser og udsatte børn, unge og voksne. Derfor er det meget opløftende, at interessen for at søge ind på uddannelsen via kvote 2 stiger igen i år. Det vil netop kunne understøtte rekrutteringen af uddannede socialpædagoger til arbejdspladserne på socialområdet,” siger Benny Andersen.

Ifølge pressemeddelelsen skal reformen blandt andet styrke specialiseringen på uddannelsen til socialpædagog markant. Der skal også oprettes fire til seks udbudssteder, hvor kun specialiseringen til det sociale område bliver tilbudt.

Ny uddannelse ventes fra 2027

Benny Andersen mener, at en tydeligere faglig profil kan gøre uddannelsen mere attraktiv for unge og samtidig ruste de nyuddannede bedre til arbejdet på socialområdet.

”Den politiske aftale om en styrket socialpædagoguddannelse er helt afgørende for, at vi kan tiltrække flere til faget og blandt andet få løst de store rekrutteringsudfordringer, som vi ser på det socialpædagogiske arbejdsområde. Når uddannelsen får en endnu tydeligere faglig profil rettet mod det socialpædagogiske arbejde, vil det både gøre uddannelsen mere attraktiv og sikre, at de nyuddannede bliver endnu bedre rustet til opgaven,” siger han.

Den nye uddannelse til socialpædagog forventes at træde i kraft i sommeren 2027.