Helbred

Mariagerfjord samlede næsten 290.000 kroner ind til kræftsagen

Lokale indsamlere og borgere sikrede stærk opbakning til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling

Søren Greve
Af Søren Greve 27. april 2026

Der var stor støtte til kræftsagen i Mariagerfjord, da Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling blev afholdt søndag den 19. april.

I Mariagerfjord blev der samlet 288.370 kroner ind. Det lokale resultat kommer oven i et landsresultat på 35,5 millioner kroner, som blev samlet ind af 16.000 frivillige indsamlere over hele landet.

Markant fremgang lokalt

I Mariagerfjord er det indsamlede beløb steget med meget imponerende 22 procent over de seneste seks år. Det vidner om en stærk lokal opbakning fra både indsamlere og borgere, der har valgt at støtte arbejdet for kræftramte og deres pårørende.

“Tusind tak til alle vores seje indsamlere og tak for den store velvilje vi mødte på vores ruter”, siger Jytte Jørgensen, formand for Kræftens Bekæmpelse Mariagerfjord.

Pengene gør en forskel

Pengene fra landsindsamlingen går til forskning i kræft, forebyggelse samt støtte til patienter og pårørende. Ifølge Kræftens Bekæmpelse kommer kun tre procent af foreningens indtægter fra det offentlige, og organisationen er derfor afhængig af donationer og frivilligt arbejde.

Af overskuddet fra landsindsamlingen går 56 procent til forskning, 26 procent til støtte til patienter og pårørende, 14 procent til forebyggelse og fire procent til administration.

Næste indsamling er i 2027

Kræftens Bekæmpelses næste landsindsamling finder sted den 18. april 2027.