Uddannelse

Færøsk besøg styrker udsynet på Hobro Friskole

Elever fra Hobro og Tórshavn har brugt en uge på natur, kultur og nye venskaber – og snart går turen den anden vej

Søren Greve
Af Søren Greve 1. maj 2026

Der er blevet knyttet nye venskaber på Hobro Friskole i denne uge.

Skolen har haft besøg af elever fra Litliskuli i Tórshavn på Færøerne som led i et udvekslingssamarbejde støttet af Nordplus Junior. Det er skolernes 5. og 6. klasser, der mødes.

Natur og fælles projekter

Ugen i Hobro har budt på både oplevelser i naturen og fagligt samarbejde. Eleverne har blandt andet været i Bramslev Bakker, hvor de har leget og badet, og i Østerskoven, hvor de har lavet bål og været sammen i naturen.

Samtidig arbejder eleverne med et fælles projekt om dansk og færøsk historie og sprog.

De færøske elever har under besøget boet hos værtsfamilier og på Hobro Camping. På den måde har de fået et tæt indblik i dansk hverdagsliv.

Hobro-elever rejser til Tórshavn

Besøget slutter i morgen tidlig, når de færøske elever rejser hjem med fly fra Aalborg. Men samarbejdet fortsætter allerede 17. maj, hvor elever fra Hobro Friskole rejser til Tórshavn.

Her skal de blandt andet opleve fiskeri, fuglefjelde og vandreture i det færøske landskab. De skal også selv bo hos færøske familier.

Børnene vokser med opgaven

Ifølge skoleleder Per Ølholm er udvekslingen en vigtig del af skolens arbejde med at give eleverne mod på verden.

“Det er en kæmpe oplevelse for børnene. De oplever en kultur, som ligner deres egen – og alligevel ikke.”

Rejser fylder generelt meget på Hobro Friskole. Allerede i de yngre klasser begynder eleverne med udvekslinger i Danmark, og senere bliver horisonten udvidet til udlandet.

Som en afsluttende oplevelse rejser 8. og 9. klasse til Rumænien, hvor eleverne bor hos værtsfamilier i otte dage og går i en rumænsk skole.

“Vi oplever, at børnene vokser med opgaven. Bekymringerne forsvinder, når de lykkes med både sprog og rejser. Vi tror på, at børnene kan klare rigtig meget – selvfølgelig hjulpet af vores dygtige lærere, som rejser med.”

Skole med plads til flere

Hobro Friskole har i dag 95 elever og ligger på Nyvej 23 i Hobro. Til skolen hører også en mindre børnehave med omkring 30 børn.

Der er i øjeblikket enkelte ledige pladser både i børnehaven for årgang 2022 og 2023 og i nogle af skolens klasser. Interesserede familier kan kontakte skolen for at høre mere om mulighederne.