Helbred

Socialområdet varmer op til Royal Run med sundhedsuge

Randers Kommune sætter for fjerde år i træk fokus på bevægelse, trivsel og fællesskab for borgere på socialområdet

Søren Greve
Af Søren Greve 8. maj 2026

Der bliver gåture, dans, boldspil og yoga på programmet, når Randers Kommune i uge 21 holder Den Sociale Sundhedsuge.

For fjerde år i træk samler kommunen socialområdet om en uge med fokus på sundhed, bevægelse og fællesskab. I år er Royal Run omdrejningspunktet, fordi sundhedsugen finder sted i dagene op til det royale motionsløb mandag den 25. maj.

Bevægelse for alle

Aktiviteterne foregår på kommunens bosteder og aktivitetscentre og skal styrke både fysisk og mental sundhed hos borgere, der er i kontakt med socialområdet.

”Den Sociale Sundhedsuge betyder meget for os, og med årets Royal Run som omdrejningspunkt sætter vi fokus på glæden ved at bevæge sig sammen og være en del af et fællesskab – også for dem, der ikke nødvendigvis ser sig selv som løbere,” siger Karina Hjorth, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Randers Kommune.

Royal Side Runs i nærområdet

Flere bosteder og aktivitetscentre markerer ugen med lokale Royal Side Runs, hvor borgere og medarbejdere bevæger sig sammen i nærområdet.

Derudover åbner flere arrangementer i Huset Tværs og De Små Bofællesskaber dørene for interesserede borgere udefra, som har lyst til at være med eller kan have gavn af tilbuddene.

Fokus på lighed i sundhed

Den Sociale Sundhedsuge bygger på et bredt sundhedsbegreb, hvor trivsel, relationer og hverdagsbevægelse også tæller med. Derfor bliver aktiviteterne tilrettelagt, så borgere kan deltage uanset forudsætninger.

”Med Den Sociale Sundhedsuge arbejder vi helt konkret for mere lighed i sundhed. Når vi samler socialområdet om mere bevægelse og fællesskab i en hel uge, giver vi flere mulighed for at opleve glæden ved motion og velvære på deres egen måde,” siger Karina Hjorth.

Hele ugens program kan ses på Randers Kommunes hjemmeside.