Assens

Assens IF får millionstøtte til renovering af klubhuset

Med støtte fra Nordea-fonden kan Assens IF nu sætte gang i projektet “Klubhuset – Samler foreningslivet og byen”.

Søren Greve
Af Søren Greve 28. maj 2026

Assens IF har fået bevilget 1.000.000 kroner fra Nordea-fondens Renoveringspulje til en større renovering af klubbens klubhus.

Projektet har titlen “Klubhuset – Samler foreningslivet og byen” og har været undervejs siden efteråret 2024. Med støtten kan klubben nu igangsætte arbejdet med at forny klubhuset, så det i fremtiden kan blive et endnu stærkere samlingspunkt for både Assens IF, lokale foreninger og borgere i området.

Et moderne og energivenligt klubhus

Renoveringen skal omfatte både indvendige og udvendige forbedringer. Målet er, at klubhuset efter projektet skal fremstå mere tidssvarende, indbydende og energivenligt.

For Assens IF handler projektet ikke kun om mursten og bygninger. Det handler også om at skabe bedre rammer for fællesskab, frivillighed og lokale aktiviteter.

Klubhuset skal fremover være et sted, hvor foreninger og borgere kan mødes, og hvor byens fællesskaber kan få bedre muligheder for at udvikle sig.

Stor glæde i klubben

Mads Holt Larsen, der på klubbens vegne har stået for ansøgningen til Nordea-fonden, glæder sig over bevillingen.

“Det betaler sig at arbejde med tingene, og det er jo en kæmpe forløsning at kunne være med til at søsætte et projekt som dette,” siger Mads Holt Larsen.

Han peger på, at støtten giver Assens IF mulighed for at realisere et projekt, som klubben har arbejdet målrettet med gennem længere tid.

Del af landsdækkende pulje

Assens IF Klubhuset er et af de projekter, der har fået støtte gennem Nordea-fondens Renoveringspulje.

Puljen har i alt uddelt 99,9 millioner kroner til 187 projekter landet over. Pengene går til grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder, blandt andet energirenovering, bedre tilgængelighed og forbedrede rammer for fællesskaber.

I alt modtog fonden 1.276 ansøgninger fra både små og store fællesskaber. Projekterne fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner.

“Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.